Kontor og havde for mig Ministerialbogen eller den store Bog, hvori Præsterne skrive alle Børn, som døbes, alle Par, som ægtevies m. m. Der er mange Oplysninger for mig at finde i de Bøger, jeg har reist fra Præstegaard til Præstegaard og siddet i Timevis med Tællinger og Uddrag af dem. Og nu i Elverum var jeg træt af Arbeidet, havde lagt Blyanten ned, og sad en Stund.
Saa glider Blikket ned over en af de Sider i Bogen, hvor de Døbte staa antegnede, og jeg støder paa et Døbenavn, som var mere end almindelig kuriøst. Atter, som mangen Gang før ved saadan Leilighed, maatte jeg tænke paa Ivar Aasen og Professor Munch, som her i Folkevennen og andetsteds havde talt Folk til Rette for den Svaghed, som saa ofte kommer frem i dette Kapittel. Man vil give sine Børn pene Navne, gilde Navne, og saa finder man paa noget Unorsk og Urimeligt, som de stakkels Børn maa bære paa al sin Levetid.
Jeg tror, det var i denne Elverumske Ministerialbog jeg saa det Navn Hessen-Kassen, som en Bonde havde fundet paa for sin Søn. Et andet Sted i Østerdalen har jeg hørt om en Gut, som skulde kaldes efter Bedstemoderen Kari og Bedstefaderen Ole, og derfor blev hedende Kariol. Jeg har seet Guttenavnene Emeliam og Mardram. En Mand paa Romerike fandt Navnet Petter for simpelt og vilde have sin Søn døbt Petum, men Præsten fik det forandret til Peton. I en Fjeldbygd henne i Christianssands Stift har en Mand faaet et Barn døbt Jefriusala; det var ganske vel betænkt af Præsten, at han føiede den lille Oplysning til Navnet i Ministerialbogen, at det var en Dreng; jeg talte med ham, som havde udtænkt det pudserlige Navn, og fik høre, at Meningen var, at Gutten dermed skulde mindes og andægtig gjentage de alvorlige Ord: „Jesus, fri mig fra Usalighed.“ Jeg har hørt om et Pige-Navn, som skal lyde Nyltoeplisesa
