Bønderne, og jeg forstod, at de kjendte nok den nye Mode, men de ynde den ikke; om et Barn blev døbt med et af disse nye Navne eller med Dobbelt-Navn, vilde det vække Opsigt og Mishag, som Tegn paa Storagtighed og Nyheds-Syge. Ganske og aldeles har man dog ikke kunnet modstaa Strømmen her heller. Det Navn Bjørn forekom, som rimeligt kunde være, for stærkt, og det er nu forandret til Bernt. Og ligesaa begynder det at gaa med Navnet Sjur (Sigurd), der ombyttes med Siver. Dette oplystes med et godt Exempel, hentet fra en Gaard, hvor Søn efter Fader i de sidste 4 Æt-Led have baaret disse Navne: Bjørn – Sjur – Bernt – Sjur; saa længe har altsaa Sjur-Navnet holdt sig; men en Datter-Søn af den sidste Sjur, som er Odelsmand til Gaarden og af den Grund skulde kaldes efter Morfaderen, blev kaldt Siver. Ogsaa Navnet Erik har begyndt at tabe sig noget i Folkets Yndest og er nogle Gange byttet med Edvard. Navnet Arne har det havt sig anderledes med: efter Throndhjemsk Udtale lød det Arn, og dette kom man tidlig til at skrive Arnt eller Arent, vel fordi man saa ofte saa det yndede Forfatternavn Johan Arndt, og derefter kom man i Tour med ogsaa at udtale Navnet saa ved Døbefonten. Men en Bonde (ak, det var Arnt Lille-Bordal, en af mine kjæreste Bønder – jeg havde glædet mig saa til at finde ham igjen, da jeg foer igjennem Dalen sidste Sommer, men to-tre Dage før var han bleven lagt i sin Grav) – han var opmærksom paa dette, og han lod en Søn døbe Arne og havde Omsorg for, at det blev skrevet saa i Kirkebogen. Det er da ogsaa et af Norges bedste Navne.
Jeg var saa omstændelig med dette Exempel fra Soknedalen, thi det er netop skikket til at godtgjøre min Formodning, at – er der i nogen Bygd faa Dobbeltnavne, saa er der ogsaa faa Navne-Forandringer i det Hele, og omvendt mange Dobbeltnavne have mange nye Paafund
