Side:Folkevennen 1864.djvu/11

Denne siden er ikke korrekturlest
7

Homer maatte være, naar han gjæstede en Borg for at foredrage f. Ex. sin Iliade: – Aften for Aften gav han dem en Sang, og for hver Sang, som var hørt, blev Længselen efter den næste større og større, saa Tilhørerne havde noget at tænke paa i Mellemtiden og holdtes i Spænding fra første til sidste Stund.

Det er som sagt netop Iliaden, som jeg nu ønskede at give Læseren en Mundsmag af. Dens første Ord er en Paakaldelse af Sangens eller Digtekunstens „Gudinde;“ Digteren siger altsaa selv, at det er Digt, han har at byde; dersom dette haves vel i Minde, saa vil den Forargelse falde bort, som Mange finde ved slige Digte, der kunne se ud som Historie: de sige da, at det er en Historie, men at Historien ikke er sand. Tingen er, at siden det ikke er Historie, saa kan der ikke fornuftigvis være Tale om, at den ikke er sand.

Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Kvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades’s Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig – fuldbragt blev Zeus’s Beslutning –,
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.

Store Begivenheder have jo ofte ganske smaa og ubemærkelige Begyndelser, og hvem kan fortælle om dem? Homer kan; thi han nyder Sang-Gudindens Gunst, og hun veed Alt. Med andre Ord. Digteren staar aldrig fast; med sin særegne Seer-Gave finder han altid udaf det.

Begyndelsen var, at en Præst fra en af Smaa-Byerne i det fiendtlige Land – det var endda en af Guden Apol-

Achilleus og Achilles – begge Navne bruges om hinanden. Peleiden kaldes han som Søn af Peleus. Paa samme Maade kaldes Agamemnon ofte Atreiden, d. e. Søn af Atreus. Med Achaierne menes Grækerne. De kaldtes saa paa Homers Tid.