at finde netop saadan Forskjel i Navne-Skikken, som jeg ovenfor har fremstillet.
Efter slige Exempler kunde man sige saa: Naar Nogen i en Hastighed, da han kanske ikke har Tid til at anstille nøiere Undersøgelse ønsker at komme efter, hvorledes det har sig med to Nabobygder, hvilken af dem der monne være mest angreben af den Syge, som heder Nyheds-Syge, saa behøver han bare at føle dem paa Pulsen ved at lade Fingeren glide ned over Navnelisten i Kirkebogen og tælle Dobbelt-Navnene.
Og samme Art som paa Romerike, kun endnu værre udviklet, vilde man sikkert finde ved at granske Ministerialbøgerne for Aker og Christiania. I det Enkelte tør der dog være nogen Forskjel mellem Husmands-Poesien paa Romerike og den Navne-Digtning, som raader i Vaterland og paa Grønland. En nøiagtig Forskning maatte komme efter, hvad det er for Idealer, som foresvæve Folket, eller fra hvad Kant det er, at Indbildningskraften befrugtes og Skjønheds-Sandsen paavirkes. Man skulde kjende f. Ex. alle Theater-Stykkers Helter og Heltinder og saa se efter, om deres Navne gaa igjen. Det kunde blive et helt Studium.
Her kan ellers være Stedet for den Bemærkning, at paa den hele nu tilbagelagte Reise mellem Christiania og Throndhjem mindes jeg ikke, at man har opkaldt Nutidens historisk bekjendte Personligheder eller fortjente Landsmænd, paa det nær, at Nogle have givet sine Børn Carl Johans og Oskars Navne og en Mand (en Skolelærer) har ladet sin Søn døbe Wilhelm Andreas Wexels. De mange nye Navne ere for den allerstørste Del lutter Kling-Klang, uden historisk Sands som uden sund Smag.
Til alt dette Elskværdige i de nydigtede Navnes Lyd kommer endnu det Fornøielige at se baade gamle og nye Navne skrevne paa de aller besynderligste Maader. Brynjulf bliver
