brugelige, saa fik man se Forandringens Art. Men Oplysninger af dette sidste Slags fra andre Steder kunde da tilsidst vise, hvor den hele nye Mode var kommen fra.
Jeg har en Tanke om, at det vilde vise sig, at dette Væsen hersker i en paafaldende Grad, at det har begyndt. tidligt, og at det har udviklet sig paa en særegen Maade langs Havkanten, alt fra Bergens Stift af.[1] Og hvis det viste sig at være saa, da vilde jeg betragte det som et af de mange Tegn og Mærker paa Forskjel imellem Kyst- og Indlands-Befolkningen. Der er Forskjel i Kulturudvikling og i Sæder, og den Forskning, som skulde udgrunde den, maatte ikke forsmaa at agte paa selv det mindste Træk.
Hvad nu? hvad er der at gjøre ved alt dette?
Jeg for min Del vil for det Første virkelig forsvare, at Folket har forladt den gamle stive Navne-Skik. Jeg tror overhoved, at naar der viser sig en vis Bevægelse og Stræben hos et helt Folk, navnlig i en Tid, hvor Folket har bevæget og udviklet sig frit, saa vil der gjerne være en god Mening og rigtig Tanke paa Bunden. Og der var unægtelig noget vist Haardt og Stridt ved de gamle Navne, som vel stærkt mindede om Berserkerne, og som der kunde være god Grund til at forandre. Til en Prøve lader jeg aftrykke en Række af Navne, som Ivar Aasen opstiller (Folkev. 1854), og som jeg beder man vil tage i Munden og læse høit og hurtigt.
Asbjørn, Gunbjørn, Torbjørn; Anfinn, Dagfinn, Steinfinn; Asgjeir, Hallgjeir, Torgjeir;
- ↑ Sml. Folkev. 1859 Side 17, hvor det er omtalt, at i Søndmør har man brugt at opkalde alle de Personer, som Moderen under Svangerskabet tilfældigvis drømte om, og som troedes „at gaa efter Navne.“ Allerede Strøm omtaler den Overtro. Men den har ledet baade til nye Enkeltnavne (naar f. Ex. en Pige skulde opkaldes efter en Mand) og til Dobbeltnavne.
