Kirkebygninger vare helt igjennem et ægte norsk Stykke Arbeide, og der var virkelig Stil i Tømringen og Smag i Forsiringnn. Saalænge der er Tale om norsk Kunst, ville de erindres med Ære. – Men af de Hundreder af Stavekirker, som der vistnok har været, staa nu ganske faa tilbage; den ene efter den anden forfaldt og maatte rives. Og saa er det rigtignok tungt at se paa, hvilke Huse man som oftest satte op istedet, saa aandsfattige og smagløse, som Huse kunne være.
Men der var for det meste lidet Malm, som det kaldes, i disse nyere Kirkes Tømmer, mange af dem have længe staaet til Nedfalds, og nu og da bygges der nye.
Og nu i vore Dage aabenbarer der sig ganske almindeligt en prisværdig Stræben efter at faa den nye Kirke bygget saa smagfuldt som mulig, og Formandskaber og Biskopper ere enige om, at kunstforstandige Mænd, Architekter, maa tages paa Raad.
Men det falder ikke Nogen ind at foreslaa Stave-Kirker igjen, med Forsiring af Drager og Orme. Med al Anerkjendelse af det Gamle er der en almindelig Fornemmelse af, at det passer ikke til den nye Tids Smag, som vil skabe sig sine nye Former.
Se, saaledes mener jeg, det vilde ikke være rimeligt at forlange, ja ikke engang at ønske, at Folk ved Valget af Døbenavne uden videre skulle vende tilbage til svundne Tiders Skik. Men vel var det at ønske, at vi ogsaa her havde en Architekt, som kunde gjøre et Udkast til en ny Plan.
Nye Planer til Kirkebygninger have været udgivne i Trykken, at Kirke-Kommissioner og Formandskaber kunde have noget at se paa og vælge imellem. Jeg skulde ønske at se trykt og udbredt i Landet (det skulde neppe koste mere end et Par Kirke-Tegninger) en 10,000 eller 20,000 Exemplarer af et Ark, som indeholdt et Register paa tækkelige og rimelige Navne – til at vælge imellem.
