gaaet hine Stuelærde i Rom og Alexandria (paa dette sidste Sted boede en af de fornemste blandt dem), naar de fik fat i en Soldat eller Kjøbmand, som havde været et Stykke ind i Tydsklands Skovstrækninger, og saa fik ham til at fortælle om rædsomme Lande og Øer endnu længere oppe mod Norden, i Verdens Udkant, og om de Barbarer og Vilde, som boede der.
Der er da heller ikke en eneste af alle disse Forfattere, som enten har vidst at fortælle om vort Land, at det endnu ikke var befolket, eller at berette om, hvad Tid og fra hvad Kant det blev det. Der nævnes en Del Navne paa Stammer og Folk; men det er yderst forvirret; mange af disse Navne have nok intetsteds hjemme, andre sigte vel til virkelige Folk, men disse sættes undertiden i Lande, hvor de ikke have været.
Der kan altsaa ikke ligefrem vides Noget om denne Sag. Men, ved at stirre paa hine Sagn og Beretninger, som jo kanske endnu kunde indeholde Korn af Sandheden, ved at agte paa Sprogslægtskabet mellem vort og tilgrændsende Folk, ved at lægge Mærke til Landenes og Folkenes nedarvede Navne, ved at sammenligne jord- fundne Sager fra Hedenold i forskjellige Lande, ja ved at samle paa Iagttagelser af saadanne Bygde-Egenheder, som der ovenfor hentydedes til ved Exemplet om Valders og Land – og ved at lægge det ene sammen med det andet, have de nævnte Lærde kommet til at danne sig en storartet Gisning, eller som en Bygning af Gisninger fra Grundvold til Tag.
En saadan Gisning kan gjælde, saa længe den passer som en rimelig Forklaring for alle de Enkeltheder, som staa i Sammenhæng med Hovedsagen, men om den støder an imod en eneste sikker og paalidelig Kjendsgjerning, saa kan det være nok til at bevirke, at den vakler og falder.
Efter dennne lille Oversigt over den nye Anskuelse
