ei komme. Terfinnernes Land derimod var øde, undtagen hvor Jægere, Fiskere og Fuglefængere havde Tilhold. Bjarmerne berettede mangt og meget, saavel om deres eget Land og de tilgrændsende – –; det forekom ham som om Finnerne og Bjarmerne talte omtrent et og samme Sprog.
Paa Ottars Tid var der altsaa ikke mindste Tanke blandt Nordmændene om, at deres Forfædre skulde være komne den Vei, og ved Hvide-Havet fandtes ikke heller Spor af norske Folk. Men hvad jeg egentlig vilde have fremhævet, det er, at det Sømandskab, den Fortrolighed med Søen og det Herredømme over Havet, som gav Ottar og hans Skibskammerater Mod og Lyst til at udføre hine Opdagelses-Reises Vovestykke, maatte ikke have været mindre udviklet hos det Folk, som skulde være hjertet paa at udføre en fuldstændig Flytning ad den samme Vei (kun i omvendt Retning) med Kvinder og Børn, ja med Kreature til Besætning for paatænkt Gaardsbrug i det nye Hjem.
Men nu lægge man Mærke til, at Helgelændingernes Sømands-Dygtighed skulde være udviklet under et 1000-aarigt Ophold paa Norges Vestkant, ved Fiskeri udfor deres egne Kyster og ved Fart paa det sydlige Norge, hvor de kom i Forbindelse med Søfolk, som videre befor alle Nordens Have og hjemsøgte alle dets Lande; Ottar og hans Følgesvende kunde altsaa være i Besiddelse af al den Erfaring og Indsigt i Søvæsnet, som overhoved var til her i Nord-Europa paa deres Tid. Hint Urfolk derimod, som fra det Indre af Rusland kom ned til det Hvide Hav, havde jo aldrig seet Søen før, havde jo ikke Begreb om et Skib.
For dem maatte Begyndelsen være at skyde sine Flodbaade ud paa Søen; saa kunde de vel komme efter at forbedre Formen og bygge sødygtige Baade, og disse kunde jo Tid efter anden bygges større og større, saa der tilsidst kunde ligesom voxe ud et Skib. Og medens
