med svenske Stammer i Egnen omkring Viken, i det nuværende norske Landskab Smaalenene eller i det svenske Vermeland eller Bohuslen.
For Nordmændene især blev dette en overmaade lang og derhos meget prøvsom Vei. Oprindelig et Indlandsfolk maatte de ved Hvide-Søen gjøre sig fortrolige med Havet, som skulde blive deres Vandrings-Vei, og de Afdelinger af Stammerne, som fra Vestlandets Fjorde af skulde befolke Østlandet, maatte atter undergaa den Forandring at forvandles fra Søbønder til Døler.
For at sætte sig ind i, hvad Indfivdelse saadanne Om- skiftelser maatte have, kan man tage et ganske simpelt Exempel.
Det skulde være i Hvide-Havet, at det fordums Indlandsfolk fandt paa at omdanne Flodbaaden til en sødygtig Baad, med Seil og Styre. Alle de Indretninger, som høre hertil, kunne gjøres paa yderst forskjellige Maader; dels siger det sig selv hvordan de maa være efter Farvandets særegne Beskaffenhed, dels kommer det meget an paa et Træf, hvad man først finder paa og vænner sig til med. Og endnu større Spillerum er der for alskens Uligheder, naar der endvidere skal findes paa Navne for de mange Indretninger og Haandgreb, som Seiladsen kræver. Men nu er der jo al Rimelighed for, at naar langt om længe en Baad og et Baadmandskab med denne Oprindelse kom i Lag med en svensk Baad, som monne være udviklet i Østersøen, saa vilde der være Ulighed paa ethvert Punkt, baade i Tingene og i Tingenes Navne – ligesom der den Dag idag er stor Ulighed imellem Nordsøens og Middelhavets Baad-Stik.
Men netop saaledes skulde man vente, at der ved hint Møde maatte vise sig megen Ulighed mellem de længe adskilte og meget prøvede Stammer, Ulighed om ikke just i deres Grundvæsen, saa dog paa hvert Punkt af deres Udvikling, i deres Brugsmaade med Hensyn til Næringsveiene, i deres