Thetis kunde dog ikke udrette samme Erinde før om
nogle Dage. Thi, som hun sagde:
Zeus er igaar til Okeanos reist, Aithiopernes fromme
Folk at gjæste ved Gilde, og samtlige Guder ham fulgte;
Men efter elleve Døgn til Olymp han kommer tilbage,
Da vil jeg gange paastand til Zeus’s den kobberne Hofgaard,
Ydmyg at favne hans Knæe, og jeg venter forvist ham at bøie.
Dermed svævede Moderen hjem til sit Hav-Rige, og Sønnen maatte slaa sig tiltaals saalænge. Men i denne Mellemtid blev hin Beslutning af Agamemnon udført: er Skib blev skudt paa Vand, Præstens løsgivne Datter blev sat ombord og med hende sendtes Offere til Soning for den fortørnede Gud, hvis Pileskud havde sendt Pest og Død i Leiren. Faderen fik sin Datter tilbage, selv tjente han som Præst ved Achaiernes Offring, der herskede lutter Tilfredshed ved det herlige Offermaaltid, som sluttede Høitiden, og efter nogle Dages Forløb kom Skibet godt og vel tilbage, alt var løbet saa lykkeligt af – et Tegn til, at Gudens Vrede var forsonet. Nu, da Nøden altsaa var overstaaet, tænkte man paa Fred og ingen Fare, og Agamemnon ændsede vel ikke stort, at han havde fornærmet Achilles.[1]
- ↑ Ved at fortælle saa omstændeligt om hin Sendelse med Sone-Offer og om det gunstige Udfald, har Digteren gjort det anskueligt for sine Tilhørere, hvorledes Agamemnon nu kunde overgive sig til denne Følelse af Tryghed. Men saa fornemmes Virkelighedens Alvor desmere, naar det umiddelbart, derefter heder, at nu er det Tid for Thetis at gaa til Zeus i hint for Agememnon saa skjæbnesvangre Erinde. Det træffer derfor overmaade heldigt, at Thetis kom til at gjøre det netop nu og ikke før. – Men her se vi en liden Prøve paa vor Digters uendelige Opfindsomhed: hint Ord af Thetis om, at Zeus og med ham naturligvis det hele Gude-Følge var til Gilde hos de fromme Aithioper langt borte ved Okanos yderst paa Jordens Kreds, det har han ganske vist fundet paa bare for at faa hint Sammentræf til at passe saa net.
