paa Bønderne at de stille sig fra Nabolagets Søbønder. Det er et Stykke Østerdalen og Gudbrandsdalen, som er flyttet herop, og for Sørlændingen, som reiser i disse nordlige Egne, danner det en behagelig Modsætning til Søbygderne; Landet synes ham behageligere og Livet forekommer ham lykkeligere her end ude ved Søkysten.
I Samtale med nogle af Maalselvdalens forstandige Bønder yttrede jeg Undren over, at Søbefolkningen derude havde ladet disse Herligheder ligge uændsede. Nei, de lo, og fortalte, at naar Folk fra Søkanten i et eller andet Erinde kom op i Dalene, saa ynkedes de over dem, som skulde bo her, saa langt fra Søen; de kunde ikke begribe at Folk kunde holde det ud. Jeg fik altsaa ikke alene høre gjentaget den almindelige Dom om Nordlændingen at hans hele Hu staar til Søen, saa det er ham en Gru at grave i Jorden, – men ved at se for mine Øine det lykkelige Liv, som disse Indlandets Bondefamilier leve, blev det mig anskueligt, hvor besynderlig stor hin Ulyst til Landlivet maa have været; jeg fik ligesom et Maal paa dens Størrelse ved at se, hvilke Herligheder det er, som Indlandet i Aarhundreder har budt de nærboende Bønder, men budt dem forgjæves.
Nu er jo ikke det endda saa besynderligt, at Kystboere, som engang have faaet Ulyst til Landlivet foretrække at holde sig til Søen. Men besynderlig og uforklarlig bliver Tingen, dersom det skal være saa, at Haalogaland var Landets ældste Bygd, bebygget af et Folk, som ikke alene oprindelig var fortroligt med Landlivet, men som under sin videre Udbredelse sydover var meget snart til at gaa op igjennem Dalene.
Thi her i det sydlige Norge, selv længst inde mellem Fjeldene, er der neppe et Kirkesogn, uden at det var fuldt befolket alt i Hedenskabets Tid eller saa langt op i den graa Oldtid, som man nu har Besked om. Og Rydningsmæn-
