Forklaringer om Jordsmonnets Beskaffenhed o. s. v., syntes jeg at se Emner til en hel Bygd i de Skovstrækninger, som endnu holdt Gaardene saa langt fjernede fra hinanden. – Erik Andersen er Husmandssøn fra Opdal i det Throndhjemske. Som 16 Aars Gut skulde han ud at prøve sin Lykke i Verden, og Andres Exempel trak ham hid til Maalselvdalens unge Bygd. Ankommen her havde han 12 Spdlr. i Penge og et Ombytte af Klæder. Men unge Folk vare velkomne, og han fik strax Plads som Tjener hos en Bonde. Efter en nordlandsk Skik, som de sørlandske Bønder tildels have taget efter, leiede Husbonden ham bort under Lofot-Fisket, som Rorskarl paa en Fiskebaad; Høvedsmanden paa Baaden var endda en Fin. Han sled ondt denne Vinter, Gutten. Siden gjorde Præsten ham til Skolelærer, og han fik endog Ansættelse som Kirkesanger. Men der var vel mere af en Rydningsmands Art i ham, han sluttede med Bestillingen og blev Jordbruger. Det var i 1841, og han var da 23 Aar. Begyndelsen var saadan: han fik sig et urørt Stykke Land at begynde med, og derhos fik han sig en jævngammel og modig Hustru; de To vare sammen om at bjerge noget af det forunderlig høie og frodige Græs, som voxer i Birke-Lierne her, og af et gammelt Hus, som han kjøbte, fik han sig sat op et Fjøs til de faa Husdyr, han og hun havde lagt sig til hver paa sin Kant, og i dette samme Fjøs levede de et nøisomt Liv den første Vinter.
Det morede mig at høre Erik fortælle, hvor besynderlig vanskeligt det var at vælge Tomter til dette Fjøs og dermed til den nuværende Gaard. Man skulde mene, at det maatte være en ligesaa let som fornøielig Sag, men jo mere han gik frem og tilbage i sin Skov og tog alle Ting i Betragtning, des vanskeligere blev det ham at gjøre Valget mellem de Steder, som bød sig frem. Han maatte hen og faa en erfaren Nabo med paa Raad.
