Indtil 1851 sad Erik her som Rydningsmand paa
Statens Grund; da fik han Skjøde paa Eiendommen, og
det for den Kjøbesum 75 Spd.
Og som Kronen paa Velsignelsen maa jeg endnu nævne, at nu nylig har Erik gjort et Besøg i sin Fødebygd og ført med sig hjem til sit Hus sin gamle Moder, som var bleven Enke og nu indtager Bedstemoderens Hædersplads hos den kjærlige Søn. Der er mange Fortællinger om fattige Børn, som bleve til brave Mænd og nød den Lykke at kunne „tage til sig“ sine gamle Forældre; men her kan jeg tilføie et vakkert Træk af Eriks Forældre selv: i sine Husmandskaar vidste de dog at afse noget til Sønnens Uddannelse, paa den Maade, at de fik ham i Huset paa Gaarden Sæter i Opdal og holdt ham selv med Kost, medens han var der for at nyde Undervisning hos Brødrene Per og Ingebret Sæter – den sidste er ham, som blev Storthingsmand, og begge vare Elever af Præsten Rønnau, som havde en egen Maade at vække Fremskridtsaand og Selvvirksomhed hos opvakte Bondegutter.
Jeg blander dette ind i vor Rydningsmands Historie, til Mindelse om, at det har været noget mere end den blotte Arm-Styrke, som har ryddet og dyrket vore Bygder og dannet vore Herreder og Kommuner.
Da jeg havde vederkvæget mig med Mad og med Drikke i Stuen, og saa vandret omkring med min Vært paa hans Marker, og endelig sad sammen med ham oppe paa Bakken, ah, hvor frydede sig da mit Øie og mit Sind ved at skue det Hele den vakkre Gaard midt i Sol-Lyset, den frodige Birkeskov rundtom, de høie Fjeldtinder ovenover, med Bræer, som tittede ned over Kanten – Bræer, som indtil for 20 Aar siden havde seet sin gamle Bekjendt Bjørnen holde til paa disse Kanter, men nu med Undren saa dette virksomme og pyntelige Menneskeliv, og hørte
