baade paa Landet, som skulde blive mere og mere skikket
til at tjene Folket, og paa dette Folk selv, som skulde
blive mere og mere skikket til at opfylde Landet og gjøre
sig det underdanigt.
Men netop dette store Bebyggelsens Arbeide er det, som er blevet mindst tænkt paa under Udviklingen af den Anskuelse om Nordmændenes Indvandring, som har til Kjendings-Mærke, at Haalogaland skulde være Landets ældste Bygd.
Jeg var ifjor (1862) i London samt derefter i Kjøbenhavn og Stockholm, og nu i sidste Sommer (1863) var jeg helt oppe ved Nordkap – og jeg vil fortælle lidt.
Hvad der paa Londons-Reisen overraskede mig allerførst, det var de store Arbeids-Heste, jeg saa paa Bryggen, der jeg steg i Land i Byen Hull. Thi medens jeg var forberedt paa at se store Huse og lange Gader og mange Mennesker i Gaderne, saa havde jeg enten slet ikke eller kun flygtigt hørt om disse Heste. Voxne Mænd tog sig ud som Gutter ved Siden af dem, der var noget Elefantagtigt ved dem; Alting var saa bredt og mægtigt. Der skal sagtens Foder til slige Dyr, men de kunde da ogsaa trække Læs!
Nogle Øieblikke efter, og jeg sad i Jernbane-Vognen og kjørte afsted. Men hvad er det? hjemme i Aker havde