pralede af vore Fiskeres Bedrift, saa maatte jeg hemmelig kjæmpe ned den vemodige Tanke, at samme Bedrift er saadan, at den Haardførhed og Dristighed og Dygtighed, som den kræver, endnu maa overgaaes af taalmodig Nøisomhed, og den praler ikke, sukker ikke heller, men tier – under de overmaade tarvelige, ja fattige Kaar.
Jeg var da ogsaa ude i en af disse Orlogshavne, hvor Pantserskibene bygges, jeg entrede helt op i Stilladserne og saa dem lægge Pladerne paa Teaktræ-Væggen, – Pladerne passedes sammen saa net, som de fine Smaa-Stykker i mit Lomme-Uhr. Men det var ikke med ublandet Følelse, jeg betragtede dette Værk. I min Snorre havde jeg læst om Olaf den Hellige, hvorledes han i sin Ungdom havde været med at storme og vinde en Borg i London – og nu, kan Norge nu være med, have vi Raad til at bygge disse nymodens Skibe, og have vi Raad til, saasnart de ere færdige, at kassere dem og bygge nye, efter en netop opdaget endnu bedre Model?
Der blev holdt et Dyrskue paa en Mark tæt udenfor London. Alle Lande vare indbudne at være med i denne Kappestrid, saa det rimeligvis var det mest storartede Dyrskue, som nogensinde har været holdt. Størsteparten af Dyrene vare dog engelske. Her saa jeg nu igjen hine Elefant-Heste, i Pragt-Exemplarer, saa jeg indbilder mig, at selv Lindekvist maatte undre sig. Og saa alle de andre Slags Heste, og dette Slagtekvæg og disse Sauer og disse Svin! Flesket svulmede saaledes op paa Svinene, at Øinene lukkede sig og Trynene ligesom trak sig ind, og Benene tænkte ikke længer paa at bære de mange Bismerbunds Vægt. Og jeg glemmer aldrig den brede Ryg paa Sauerne – og jeg glemmer aldrig den Beskrivelse jeg har hørt fra en af vore vestlandske Øer: det er som en Herlighed der, at Faarene kunne gaa ude og nære sig Vinteren over, og saa gaa de da ude, og af Kulde og
