vi Indbyggertallet i Geografien saa flittigt. I ældre Aar havde jeg vel begyndt at faa som en Tanke om, at det vel var mere, som det kom an paa. Men jeg tilstaar, at jeg endda maatte ud i Verden og se Tingene, for at faa det fulde Begreb.
Det var knugende. Og saa kommer mig en Dag en dannet Mand, det var endda en Præst, og spørger mig med et Øiebliks Vide-Lyst angaaende Norge, hvorledes vi havde det her, om vi endnu dyrkede Billeder (worshipped images)? Jeg saa paa ham, saa han maatte forklare sig nærmere, og det var da ikke hedenske Billeder han mente, men katholske. Jeg ytrede meget ligefrem min Forundring over Spørgsmaalet, og han greb derfor Anledning til yderligere at vise, at han var dog ikke ganske ubekjendt med norske Sager. „Det er jo Christiania, som er Deres Hovedstad, og den ligger jo oppe ved Archangel?“ spurgte han. – Og idelig maatte jeg høre, hvorledes vore engelske Naboer og Stammeforvandte havde smeltet Norge og Sverige sammen til eet Rige, med ikke alene een Konge, men med en fælles Regjering, omtrent som England og Skotland.
Saa talte jeg med en dannet Englænder, som jeg var kommen i Fortrolighed med, og bad ham forklare mig den Besynderlighed at man kjendte saa lidet til det nærliggende, gamle Norge. „Jeg skal sige det oprigtigt,“ var Svaret. „Vi ville gjerne forfriske os med en Jagttour imellem Eders Fjelde, og vi have Godhed for Eders troskyldige Bønder; men udenfor vort eget Fædreland er der egentlig kun to Lande, hvis Historie og Geografi vi studere, det er vore Kolonier, som udgjør vor Styrke, og Frankrige, som er Rival.“ Altsaa, Norge er dem for smaat, vort Norge med Sarpen og med Snehætten, med Nidaros og Eidsvold, med Ole Bull og med Hansteen.
