Men dette blev netop Vendepunktet for mig. Hin
knugende Følelse ligeoverfor Storheden og Magten slog om
til Harme over Stoltheden og Overmodet, som mere og
mere stak frem, og jeg fik fra nu af noget bedre Øie for
det, som laa indenfor Ydersiden, og i min Harme (det var
ikke ret, men det gik mig saa) kom jeg mere end en Gang
til at glæde mig over adskillige Skjævheder og Misligheder,
som skjæmme det stolte Land.
En dobbelt Trøst naaede omsider frem til mit syge Sind.
Siden det er saa besværligt og møiefuldt, saa knebent og trangt, saa rent ud fattigt i vort Land (nu først saa jeg det rigtigt), er det store Ting, at der endda kan være en saadan Tilstand, som der er (nu først saa jeg ogsaa det rigtigt). At de kunne holde saa godt sammen, de faa Mennesker, som ere spredte ud over vort vidtstrakte Land, at de have kunnet skabe og opretholde igjennem Tiderne et saa civiliseret Samfunds-Liv, disse Almuer, disse Arbeidsfolk (der er ikke nogen Nation i Europa, som saa fuldstændigt gaar ind under Begrebet af et Folk af Arbeidere), som maa stræve saa saart for det daglige Brød, – det er i Sandhed store Ting!
Vil du faa Øie for et Bjergs Storhed, maa du gaa et godt Stykke bort og betragte det i nogen Afstand. Fra Udlandet af saa jeg Fædrelandet i passende Afstand, og Folkets Dyder voxede mig op til et Bjerg, og dets Skrøbeligheder tog sig ud som Fjeld-Kløfternes smaa og forsvindende Striber.
Jeg vil nævne Arbeidsomhed. Hvor har der ikke været hørt Klage her hjemme over at der er saa megen Træghed og saa liden Arbeidsomhed mellem den norske Almue. Men naar nu i disse Uger hver eneste arbeidsfør Gut og Mand fra 16 til 50 Aars Alder i hele Nordlands og Finmarkens Amt ruster sig til Vinterfiske – Leiekarlen for 12 til 18 Spdlrs. Løn for 2–3 Maane-
