ders Arbeide paa egen Kost –, kan man saa nævne større Villighed i noget Land? Eller (reis til Sundalen og se det) naar Folk klattre op efter Fjeldsiderne og skjære Græsset med krumme Knive, fordi der er ikke Rum til at bruge Ljaaen, og om Vinteren „rende“ Høet nedad Snebakkerne, fordi Hest ikke kan komme frem og kjøre i disse Bratter, kan man saa klage over Træghed?
En anden Sag er det, at der ikke er det Forslag og Gavn i mangt norsk Arbeide som i Engelskmændenes. Men det kommer jo netop af vore trange Kaar, hvor det blandt Andet skorter paa baade legemlig og aandelig Næring. Der skal mere end Havrebrød og Sild til, for at lægge fuld Kraft og Udholdenhed i Arbeiderens Arm, og der skal mere end den enlige Bygds sparsomme Tankeudvexling til, for at udvikle Modet og Foretagsomheden til den rette Fylde.
Jeg kom engang kjørende henad Postveien nær Flekkefjord og saa et Syn, som jeg aldrig glemmer – det var sikkerlig med iblandt de mange Syner, som traadte frem for mig og hilste mig fra Hjemmet, just naar jeg tabte mig i Beskuelsen af Englands Vælde. Hvad var det der var netop Veiarbeide, det sædvanlige Sommerarbeide for at bøde paa den Skade, som i Aarets Løb er skeet paa Veien formedelst Regnskyll o. s. v.; hver Bonde har sit Stykke af Veien tilmaalt, som han skal holde istand; der skal hentes Grus til Fyld, og dette skal lægges paa og jevnes pent ud over. Nu – her saa jeg et halvt Snes Kvinder i Arbeide, de læssede Gruset i Kurve, satte sig paa Huk, fik Kurvbaandene om Axlerne, bar Byrderne hen hver til sit Veistykke, og formedelst en behændig Vridning af Overkroppen hældte de Veifylden ud, der, hvor den skulde bruges. Det var de vei-pligtige Bønders Hustruer og Døttre; Mændene maatte sende dem paa Pligt-Arbeide, fordi de selv vare sysselsatte paa andre Kanter; de gav dem ikke Hest og Kjærre med til at kjøre Veifylden, fordi
