Side:Folkevennen 1864.djvu/159

Denne siden er ikke korrekturlest
155

de havde ikke Heste paa sine altfor smaa Gaarde; siden de ikke havde Heste til at kjøre med, saa havde de egentlig ikke heller Brug for denne Kjørevei; men deres Koner og Døttre tømte Kurvene foran Benene paa min Hest, for at jeg og andre Reisende ligesom jeg, og Posten, som gaar fra By til By, skulde komme godt frem!

Det var mig ordentlig pinligt at kjøre paa den Vei. Og det vilde være mig oprørende, om Nogen efter et saadant Syn vilde holde en Tale eller skrive en Avis-Artikkel om den Mangel paa praktisk Greb og økonomisk Sands at bruge det kostbare Menneske-Arbeide istedetfor Heste-Kraft til at transportere Vei-Fyld.

Lad dette lille Syn staa som et Billede paa det Hele. Her er fattigt og smaaligt i vort Land – men her er ogsaa et Hjem for Fattigdommens Dyder. Folk i London forstaa det ikke, kanske adskillige her i Christiania ikke heller; men jeg har seet det, og nu, jeg har seet Modsætningen tillige, forstaar jeg det.

Jeg kom hjem fra hin Modsætning – ikke med det almindelige Ord paa Læben. Hjemme er bedst – men med det Sprog i Hjertet. Hjemme er kjærest.

Mod hin Prøvelse, at Fædrelandets Magt og Anseelse formedelst Sammenligningen kom til at se saa overmaade ringe ud, var det den bedste Hjælp og Trøst, at netop under og formedelst Prøvelsen voxede Fædrelands-Kjærligheden – den, som Henr. Wergeland har givet Ord:

Hist slanken Silje, Hæg og Pil
Og Rogn sig sammen ranke.
Det nøgne Fjeld de dække vil –
Det er en kjærlig Tanke.
Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst
Vi ville med vemodig Lyst
Vor Moders Brøst selv hylle til –
Det er en kjærlig Tanke.