Volde mig vil, naar med knubbede Ord hun siden mig tirrer;
Selv uden ringeste Grund i Gudernes Kreds hun bestandig
Skjænder, og siger, at Troernes Folk jeg hjelper i Striden.
Dog forføi dig nu bort, for at ei dig Here skal mærke.
Tænke jeg skal paa dit Hverv, indtil jeg faaer det iværksat.
Dog med mit Hoved et Nik til Betryggelse vil jeg dig give,
Det er det helligste Tegn fra mig blandt salige Guder,
Ei er bedragersk det Ord, som med Hovedets Nik jeg forjætter,
Ei kan tilbage det kaldes, opfyldt det vorder bestandig.
Talt, da nikkede Zeus med de sortblaae Bryn i det samme,
Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske Lokker
Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.
Da de nu Raad havde lagt, adskiltes de. Ned i det dybe
Har sprang Thetis paastand fra den straalende Tind af Olympen;
Zeus gik ind i Paladset, og flux deres Fader at hilse
Reiste sig samtlige Guder, ei dristede Nogen at tøve,
Indtil han kom; op stod de fra Plads, og gik ham imøde.
Ned paa sin Throne han satte sig nu; men Here tilfulde
Vidste Besked, selv havde hun seet Havoldingens Datter
Thetis, den sølverfodede Viv, raadslaae med Kronion.
Strax med stiklende Ord til Zeus Kronion hun talte:
Hvo blandt Guder har atter med dig, du Skalk! sig beraadet?
Altid det er dig en Fryd, afsondret fra mig og i Løndom
Listig at fatte Beslutning og Raad; godvillig dig lysted
Aldrig endnu at betroe mig et Ord om hvad du bestemmer.
Hende da gav til Svar hiin Guders og Menneskers Fader:
Here! forvent dog ei, mine Raad at erfare tilhobe,
Meget for svære de falde dig vil, er end du min Hustrue.
Dog hvad mig rimeligt tykkes, at vide du bør, skal jeg ikke
Nævne for Gud eller dødelig Mand, før dig jeg har sagt det;
Hvad derimod mig lyster, for Guderne dulgt at bestemme,
Derom du spørge mig ei, om Sligt du fritte mig ikke!
Ham gjensvarede Here, den kviøiede Drotning:
Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
Ambrosiske Lokker, d. e. salvede med Ambrosia, hvis
Vellugt det kun tilkom de Udødelige at nyde. Ligesaa var det ogsaa
med den liflige Nektar eller Gudedrik, som omtales strax nedenfor.
Kvieøiede Drotning, med Øine som en Kvie eller ung Ko. Denne Sammenligning er just ikke sædvanlig nu omstunder. Men en af Henr. Wergelands Sange dvæler dog ved Betragtningen af
