Jeg talte om at gaa et Stykke bort for at betragte
Landet paa Afstand, og faa den rette Oversigt. I den
Afstand, hvor jeg var, gik Norge og Sverige og Danmark
sammen for Øiet – et mægtigt Fjeld-Parti mod
Nord og et vakkert Lavland mod Syd, men samme Folkefærd
overalt. Og det er Hovedsagen: samme Folkefærd,
hvor den ene Del føler med den anden, glæder sig over
den andens Hæder, lider med under den andens Ulykke – den
Smule Forskjel i Samfundet, som der er, saa vi naturligvis
maa erindre de tre Riger, gjør ikke saa meget til Sagen, og
endnu mindre har det at betyde, at man i det Throndhjemske
taler sin Dialekt og i Jylland sin; i hin Afstand fornemmes
ikke disse Adskillelser, der er det det væsentlige Landsmandskab,
som træder frem for Bevidstheden, naar Nordmand
og Svenske og Danske mødes, og jeg begyndte at
fornemme bedre end før, at Fædrelandsfølelsen kan gaa
over Kjølen og svæve over Sundet og favne den
gamle Nordbo-Stammes hele vidunderlige Hjem fra
Nordkap til Eideren. Jeg glædede mig mere end
før over de Danskes beundringsværdige Fortrin i Videnskab
og Kunst og over Gustav Adolphs og andre Sveriges
Kongers Helte-Sagaer. Men alt dette er det samme, som
at Fædrelandet voxer, og det blev mig den anden Trøst,
som min Sjel behøvede, medens jeg saa paa Udlandets
Storhed og tænkte hjem.
Jeg kom hjem fra England og tiltraadte en Maaned efter en Reise til Danmark og Sverige. Det var en deilig Morgenstund, da Dampskibet nærmede sig Fredrikshavn, nord i Jylland, Husene i den lille By vare saa hvidtede og rene, alt var saa indbydende. Jeg gik i Land her, og hos Præsten i Byen følte jeg mig strax som hjemme, ganske saaledes som jeg har Øvelse i det fra vore norske Præstegaarde. Her spurgte man om, hvorledes gamle Wexels
