Klippetinder langt mod Nord holder dog Planternes seige Hær ud, ja, lige ved Nordkap kunde jeg fryde mig ikke alene over den fine, melkehvide Dryas og andre saakaldte Alpe-Blomster, men over hele Skove eller Klynger af virkelige Træer, jeg mener: Planter, som høre til Træernes Slægt, en Art af Pil eller Vidie; men det var rigtignok en Art, der ligesom var skabt for denne barske Egn: naar Træet stod paa saadanne lykkelige Steder, at det ikke var forkuet i Væxten og stod med Blomster og Frø, var det 2–3 Tommer høit.
Menneskelivet maa ogsaa kjæmpe for sin Tilværelse her. Vistnok har ogsaa det sine Blomster, men dem maa man lede efter, hvorimod man uden at lede faar Øie paa allehaande Træk, som vidne om, hvor overmaade besværligt Livet er her paa denne Ishavets Kyst, hvorledes det kues i sin Væxt og hæmmes i sin Udvikling.
London er en Prøve paa, hvordan Menneskelivet paa Jorden kan være; men Modsætningen til den store Udvikling og rige Fylde der ser man i Finmarken.
I Finmarken fornyedes og stadfæstedes for mig alle de Betragtninger, som havde trængt sig ind paa mig i London. Som Finmarken skiller sig fra Resten af Norge som et strængt Land, der af sin Befolkning kræver det høieste Maal af Taalmodigheds og Nøisomheds Dyd, saa skiller det samlede Norge sig i saa Maade fra det øvrige Europa.
Men netop her i Finmarken lød det ogsaa uafladeligt i mit Indre: Det er store Ting, til at forundre og glæde sig over, at Folk endda kunne holde saa godt sammen og opretholde en saa vidt civiliseret Samfunds-Tilstand!
Men selv for Finmarkisk Ufortrødenhed og Udholdenhed skulde dette ikke været muligt uden Forbindelsen med det øvrige Norge og dets noget mere begunstigede Landstrøg. Og ligesaa der skulde ikke været en saa vidt fremskreden Kultur og human Samfunds-Tilstand i vort Norge, som
