Aldrig min Vane det var, at spørge dig eller at fritte,
Nel! aldeles i Mag du beslutter jo Alt hvad dig lyster;
Stærkt befrygter jeg dog, at nys Havoldingens Datter
Thetis, den sølverfodede Viv, har træsk dig besnakket;
Aarle hos dig hun sad, og dit Knæe omfavned hun bønlig:
Ventelig loved du hende forvist, at hædre Peleiden,
Og ved Achaiernes Skibe mangfoldige Kæmper at styrte.
Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
Stedse, min Kjære! mistænker du mig, og belurer min Idræt,
Intet du dog udretter ved Sligt, men vorder mit Hjerte
Derved kun meer forhadt, for dig selv saameget des værre.
Skeer forresten nu hiint, da viid, at det saa er min Villie.
Sæt dig nu hen, og knye el et Ord, men lyd min Befaling!
Vogt dig, thi selv om hver Gud paa Olymp kom farende mod mig,
Hjalp det dig ei, naar jeg lagde paa dig mine farlige Hænder.
Saa han taled, da skjalv den kvieøiede Here;
Taus hun satte sig hen, men nagedes dybt i sit Hjerte.
Rundtom i Zeus’s Palads fnøs alle de himmelske Guder
Først til Orde da tog den kunstberømte Hephaistos,
Trøstende kjærlig sin Moder, den lillearmede Here:
Vistnok det vorder en ærgerlig Sag, og ei til at udstaae,
Naar for en Dødeligs Skyld I To saalunde vil klamres,
Yppende Støi i Gudernes Kreds; det herlige Maaltid
Taber jo ganske sin Fryd, naar sligt Uvæsen skal herske.
Raade min Moder jeg vil, skjøndt selv det rette hun indseer,
den dybe, milde Ro’ i Koens Øie. Og Gudinden kunde være værdig og mild, om hun ikke just var det nu, under denne Trette med hendes Husbond.
Ellers kan mærkes, at saadanne beskrivende Tillægsord (den kvieøiede Drotning, sølverfodede Thetis, skrækindjagende Zeus, kunstberømte Hephatstos, høistnavnkundige Lamfod, guldstolthronende Here, og mangfoldige andre) høre til i den homeriske Digtart, ligesom Blade paa Træernes Kviste om Sommeren.
Guden Hephaistos ligner paafaldende vore nordiske Gude-Sagns Vølund: begge vare de aller kunstigste Smede og Bygmestre, og begge vare de halte paa den ene Fod. Der er overhoved megen Lighed i Grækernes og vore Forfædres Sagn om Gudeverdenen, ligesom Sprogforskere ogsaa finde adskilligt Slægtskab mellem det græske og nordiske Sprog, langt mere end f. Ex. mellem Norsk og Finsk, hvilket sidste Sprog dog tales af et Folkefærd inden vort eget Lands Grændser.
