Havde med synderlig Kløgt Enhver indrettet en Vaaning.
Zeus, den Olympiske Lyner, sig ogsaa begav til sit Leie,
Hvor han var vant at sove, naar Søvnen den søde betog ham;
Der opsteg han til Roe med den guldstolthronende Here.
Hermed slutter første Sang. Men medens Guderne hvile, kunne vi tage os Tid og endnu en Stund lade Blikket dvæle ved det sjeldne Syn, som Digteren i disse Vers har fremtryllet for vor Sands. Det er jo et Blik ind i den Olympiske Verden. Hist sidder „Fjernskueren“ i majestætisk Ensomhed og grunder paa Verdens Kaar, da den deilige Thetis træder frem for ham, saa ydmyg og saa fortrolig tillige, saa usigelig yndig. Han vil nødig antage sig hendes Sag; thi han kjender sin Kone. Men Thetis veed at tage ham: da hun tilsidst gjør Mine til at gaa og lader ham forstaa, at hun havde ventet sig mere Erkjendtlighed, saa holder han det ikke ud.
Læg Mærke til, hvad det Vink havde at betyde, som Guden gav med sit sagteste Nik. Hele Olymp maatte skjælve derved Og dermed var Ulykken uafvendelig besluttet over Achaierne, paa det at Achilles skulde faa Hævn.
Men det gik ogsaa, som Zeus forudsaa og gruede sig for: hans Ægtehalvdel – hun vilde naturligvis ikke spørge eller fritte, det var aldrig hendes Vane, og dog fik hun Tilstaaelsen ud af ham, og han maatte gjøre sig alvorlig bøs. Det var et af disse huslige Optrin, som ogsaa den menneskelige Verden kjender alt for vel. Der blev Forstemthed i den hele Kreds. Heldigvis gav saa den godmodige Lamfod dem noget at le af, og tilsyneladende ialfald vendte den hyggelige Stemning tilbage; ja vi tør vel tro, at hver Rest af Nag tilsidst maatte fly for Apollons Lyre og Musernes deilige Stemme.
Her maa jeg atter bede om, at man erindrer, at det er et Digt fra Hedenskabet, vi have for os, hvor vi altsaa ikke maatte vende det høie Alvor, den dybe Ære-
