kunnet fuldbyrdes saaledes, som Folket havde villet det, saa er alligevel Enheden i Virkeligheden bleven en ganske anden end tidligere, og Forbundsdagen eller dens ledende Medlemmer, de 2 tyske Stormagter Østerrig og Preussen, har tiltaget sig en Myndighed til at gribe ind i de enkelte Forbundslandes Forfatningsforhold og indre Anliggender overhoved, som ingenlunde ved Forbundets Stiftelse var tænkt. Dette har fornemmelig Danmark faat føle. Skulde derfor de 2 dansk-tyske Hertugdømmer have felles Statsstyrelse felles højere Indstiftelser Folkeraad, Forsvarsvæsen Finans- og Pengevæsen, Told, Lovgivning o. s. v., med den øvrige Del af den danske Stat, saa vilde denne Del eller Danmarks Rige formedelst det Hensyn, som for Forbundslandenes Skyld altid maatte tages til det tyske Forbunds Love eller Vilje, middelbart blive et Lydland under Tyskland.
Men Danmarks Rige har fra umindelige Tider været et frit og selvstændigt Rige. Det danske Folk har sin egen Folkeaand og Folkeejendommelighed, forskjellig fra den tyske, som i lange Tider har tilføjet den Men og Overlast, og nær skyldt med den svenske og norske, som den naturlig føler sig dragen til. Det er netop ett af den nyere Tids Særkjender, at det Folkelige og Nasjonale bryder frem og kommer til sin Ret, at Frændefolk søge hværandre, og at Folkene sætte Pris paa Modersmaalet, de historiske Minder og Friheden under nasjonal Uafhængighed som de dyrebareste Goder, de har arvet fra Forfædrene og kan efterlade sine Efterkommere. Der er kun faa Folk, hvis historiske Udvikling maatte medføre en stærkere Vækkelse i denne Retning end det danskes, og heldigvis er denne Nasjonalfølelse ogsaa traad kraftigen frem, næret og opløftet af en Skare store Digtere og Videnskabsmænd, som neppe noget andet Folk i Forhold til sin Størrelse kan opvise Magen til. Da nu det danske Folk har maattet betale de