og som bliver stedse rigere, jo længere man kommer ned i Tiden, men ogsaa paa mange andre Maader, ved Love, Indretninger og nedarvede Skikke o. s. v., efterladt usvigelige Spor om, hvilken Stamme der havde hvært Land inde paa den Tid, fra hvilken den rette historiske Hevd først kan regnes. Fandt de Landet ubebod eller væsentlig folketomt, gav de ogsaa de forskjellige Steder Navne hentede fra sit eget Sprog, og kunde end senere en fremmed Nasjonalitet hist og her trænge sig ind og omforme Forholdene efter sit eget Væsen, saa skinner dog det Oprindelige og Nedarvede i Mangt og Meget, saaledes ogsaa i Stedsnavnene, igjennem.
De første sikre Efterretninger, vi har om Sønderjylland, som Landet fra først af hed som den sydlige Del af den jydske Halvø, er fra omkring Aar 800, da der her herskede en Konge ved Navn Godfred. Den sindrige norske Historieskriver Professor Munch har søgt at godtgjøre, at dette var samme Mand som den norske Konge Gudrød Vejdekonge, af Ynglingeætten, hvorfra Harald Haarfagre og det gamle norske Kongehus nedstammer. Hvad enten nu Munch har Ret i sin Mening eller ikke – og vi er tilbøjelige til at tro, at der er stærke Grunde til at drage den i Tvil –, saa er det dog af Alle erkjendt og uimodsigeligt, at han var en nordisk Konge, hans Land og hans Folk ligeledes nordiske. Denne Godfred kom i Krig med den megtige frankiske (tysk-franske) Kejser Karl den Store og anlagde til sit Riges Forsvar en Vold fra Slifjordeus sydvestlige Vik Selk-Nor over mod Aaen Rejde, som falder i den større Trene, der atter ved den nærværende By Friedrichstadt forenes med den sydlige Grenseelv Ejderen. Af denne Vold, Kurvirket eller Kurgraven, er endnu Levninger tilbage; den var omtrent en dansk eller geografisk (2⁄3 norsk) Mil lang. Da Tyskerne dengang endnu mindre end nu var en Sjømagt, trængtes der kun til en Vold af
