Side:Folkevennen 1864.djvu/227

Denne siden er ikke korrekturlest
221


Den lille Landstrækning mellem Dannevirke, Ekernfjord, Ejder og Treve, neppe 116 af Sønderjylland, laa Ubeskyttet som en stor Lejrplads for de kjæmpende Magter. Et Par Ganger skal de tyske Kejsere have tilegnet sig Herredømmet over denne, oprejst Borge paa dens Nordkant, indsat Markgrever til at passe paa Landet og sendt tyske Nybyggere derind, og i sin Forlegenhed for Retsgrunde har Tyskerne i den sidste Tid endog paaberaabt sig disse usikre historiske Beretninger som Hjemmel for, at dette Stykke Land og dermed middelbart hele Sønderjylland egentlig hører Tyskland til. Men om end disse Besiddelsestagelser virkelig har fundet Sted, saa er det vist, at de Tyske her hvær Gang kort efter blev udjagede af de Danske, og i ethvært Fald blev Ejderen paany stadfestet som Rigsgrense ved et Forlig mellem Kong Knut den Store og Kejser Konrad den Anden i 1027, og hermed har det siden haft sit Forblivende.

Da den norske Konge Magnus den Gode var Konge i Danmark 1042–1047, var det en Selvfølge, at Sønderjylland, der dengang i alle Maader var en Del af Riget ligesom Fyn, Laaland eller hvilketsomhelst andet Landskab, ogsaa lød under hans Herredømme. I hans Tid falder ogsaa her en af de stolteste Bedrifter i Nordens Historie, da han vandt det store Slag paa Lyrskovshede over de hedenske og røverske Vender, af hvilke 15,000 skal være faldne i Striden. De Fleste er nok enige om, at dette Slag stod ved Landsbyen Lyrskov, hvis Navn vil sees paa det medfølgende Kaart straks nordenfor Byen Slesvig.

Det var imidlertid en rimelig Følge af Sønderjyllands Stilling som Grenseland, der var nærmest udsat for fiendtligt Indfald baade af Tyskerne og af de vendiske eller slaviske Stammer langs Østersjøens Kyster, der endnu længe holdt ved Hedenskabet, at der krævedes særegne Foranstaltninger til dets Forsvar. En saadan var Dannevirkes An-