endnu Grundlaget for Slesvigs Retsforfatning. De viser os, hvad vi ogsaa fra de i Hertugdømmet fundne Runestene med nordisk Indskrift og fra saa mange andre Kilder vide, at det var et dansk Land med dansk Befolkning. Det var ligesom Resten af Danmark inddelt i Sysler og Herreder, hvilken sidste Inddeling endnu har holdt sig, men aldrig har været kjendt i Holstein. Thingene med deres dømmende Myndighed var ogsaa indrettede paa vanlig nordisk Vis, og Sønderjylland havde sit Felles-Thing paa Urnehoved sydvest for Byen Aabenraa; dettes Domme stod under Paaanke til det jydske Hoved-Thing i Viborg. De samme Bestemmelser, som i Danmark og Norden overhoved fandtes om Krigsførselen, Leding og Opbud, Styrishavne og Havnelag (Skibreder), gaves ogsaa her. Slesvig kaldtes det sydligste Bispedømme i Danmark og stod som de andre under Ærkebispen i Lund; men det indbefattede ikke hele Sønderjylland, da dets nordvestlige Del, Tørninglen, laa og endnu ligger under Bispen i Ribe, medens Als og Ærø hørte under Fyns Stift og først i dette Hundredaar er oprettede til et eget lidet Bispedømme; det faldt derfor af sig selv, at ogsaa Presteskabet fra Slesvig (ikke fra Holstein) ved Reformasjonens Indførelse underskrev den danske Kirkeordinans.
Men med Valdemar Sejer var ogsaa Danmarks gode Tid forbi, og han lagde selv Grunden til de følgende Ulykker ved at indføre det tyske Lensvæsen og forsørge sine yngre Sønner ved at give dem Stykker af Riget til Len. Han gjorde sin næstældste Søn, som hed Abel men blev en Kain, til Hertug i Sønderjylland (1232), hvilket han og beholdt ved Valdemars Død 1241. Det var dog ingenlunde Meningen netop at bestemme noget Særskilt om Sønderjylland og sætte det alene i et Undtagelsesforhold til Riget; for samtidig oprettedes lignende Len af Laaland-Falster, Bleking og Nørrehalland for Valdemars andre
