med at faa Løfte paa Lenet, dersom Valdemar skulde de uden Arvinger (1330). Dette indtraf ikke, da Valdemar efterlod sig en Søn, Henrik, som først døde 1375.
Nu skulde da Sønderjylland efter al Ret og ifølge de afsluttede Forlig endelig falde tilbage til Danmark. Men uheldigvis døde nogle Uger efter ogsaa den danske Konge Valdemar Atterdag, som ved sin Dygtighed, Kraft og List atter havde samlet det søndersplittede Rige og efter al Rimelighed nu skulde have kunnet fuldbyrde sit Værk ved at inddrage Sønderjylland under Kronen. Saaledes uddøde samtidig begge Mandslinjer af Sven Estridsøns Stamme, og Danmarks Rige gik over til Valdemar Atterdags Dattersøn, den norske Olaf Haakonssøn, under Moderen, den berømte Dronning Margretes, Formynderskab De dygtige holsteinske Grever af det schauenburgske Hus, som i Tidernes Løb var Danmark til saa stor Fortræd, modsatte sig dog Sønderjyllands Gjenforening med Riget; de fremkom med sine ugrundede Fordringer paa Lenet efter det Forlig, som var sluttet med den kullede Gert, og nyttede Urolighederne og Uvisheden i Danmark efter Valdemars Død til at indtage Landets Borge og drive Margrete, som havde Blikket rettet paa Muligheden af de 3 nordiske Rigers Forening, til at indrømme sig først (1376) midlertidig Besiddelse af Hertugdømmet og siden (1386) Forlening derpaa, uden at det dog var udtalt, at Lenet skulde være arveligt.
Sønderjylland vedblev alligevel at være et dansk Land; det var et dansk Hertugdømme, som de holsteinske Grever havde i Len af de danske Konger mod at tilsværge dem Huldskab og Troskab og opfylde visse Forpligtelser saasom Hjelp i Krigstilfælde. Men Faren for en Løsning af Baandet mellem Riget og Hertugdømmet maatte blive større, da dette var kommet i Hænderne paa en Æt, som i lange Tider havde optraad som Danmarks Fiender, og hvis Fordel tilsagde den at knytte det saa nøje som mulig
