pas i Hertugdømmet; de danske Hærmænd faldt i Borgerkrigene eller blev fordrevne til Kongeriget eller sank ned til simple Bønder; Krongodserne kom i Hænderne paa holsteinske Riddere, som førte tyske Forpagtere og Tjenere (desuden Livegenskabet!) med sig; fra det nærliggende Tyskland drog Kjøbmænd, Kunstnere og Haandværkere ind i Kjøbstæderne; mens endnu 4⁄5 af Folket var dansk, tog man sig til at give Lovene paa det i Holstein herskende Sprog, det Plattyske.
Da Kong Kristoffer af Bajern døde 1448, ønskede det danske Rigsraad at nytte Lejligheden til at gjenvinde Slesvig og tillige vinde Holstein ved at velge Adolf den 8de til Konge. Han afslog imidlertid Valget, men gav de Danske Anvisning paa sin Søstersøn, Grev Kristian af Oldenburg, som ogsaa var villig til at modtage Valget og blev Stamfader for det berømte oldenburgske Hus, der siden har hersket over flere af Europas Riger (Danmark med Norge, Sverige, Rusland, Oldenburg). Inden Kristian var kommen til Danmark og var bleven Konge der, passede dog Adolf paa at fremme sin Æts Hovedformaal, at holde Slesvig i et Sambaand med Holstein og mere skilt fra Danmark, ved at forelægge ham til Vedtagelse et Dokument, som i 1326 skulde være udsted paa Latin af den ovennævnte Skinkonge, den sønderjydske Valdemar. Af dette kjendes bare et Par Linjer, som nu skal være forelæste Grev Kristian, og som gik ud paa, at Hertugdømmet aldrig maatte forenes med eller knyttes til Danmarks Krone; dette blev, heder det, udlagt for Kristian, som sagde sig enig heri. Af denne Historie har Schleswigholsteinerne lavet en af Hovedgrundene for sine Lærdomme og kaldt dette tvilsomme Aktstykke for en Grundlov, den „Valdemarske Konstitusjon.“ Vi nævne det bare her som en Prøve paa de mange latterlige og usle Grunde, som Tyskerne i denne Sag har taget sin Tilflugt til. Ingen kan godtgjøre, at nogen
