Det var en tysk Skik, som Fyrstehuset til sin egen Fordel – for en Tid – fandt sig tjent med, at dets yngre Sønner blev forsørgede ved Landenes Udstykning. Men det blev tilsidst aldeles fornødent at sætte en Grense for Forvirringen – ganske kunde denne ikke hæves, saa længe hvær Hoveddel, Slesvig og Holstein, var delt mellem flere Regenter, der atter herskede i begge Lande. Da Hertugerne (Kongen for sin Del og hans Frænder for sin) endelig ved Forliget i Odense 1579 sig imellem blev enige om en fastere Ordning, var det naturligt, at de hentede Reglerne fra Delingernes Mønsterland, Tyskland, og de optog derfor Bestemmelserne fra den saksiske Lensret, hvorefter Ingen kunde faa Del i Landenes felles Regjering eller overføre sin mulige Arveret til sine Efterkommere, uden han inden ett Aar fra hvær Lensherres eller Lensmands Afgang havde søgt den saakaldte Forlening paa den samlede Haand og faat saadan. Hvad enten nu den Valgret, Stænderne engang havde tiltaget sig, kunde komme i Betragtning eller ikke, saa blev den dog endnu nogen Tid forsaavidt udøvet, som heller ikke nogen af de mange Prinser fik Del i den felles Regjering, uden at deres Ret dertil var godkjendt af Stænderne. Disse negtede nu stadig de sønderborgske Hertugers Meddelagtighed i Fellesregjeringen, og for at opretholde deres Værdighed og mulige Rettigheder for Slesvigs Vedkommende gav Kongerne dem i Formen eller som en Tittel ligeledes Forlening paa den samlede Haand (den saakaldte Simultaninvestitur), der ikke medførte nogensomhelst Myndighed.
Efter Odense-Forliget og den sidste store Deling i 1581 udviklede Forholdet sig nu saaledes, at af de 3 re- gjerende Linjer i Hertugdømmerne havde de 2, den konge- lige og den gottorpske, Størstedelen af Landene i sin Besiddelse og udøvede alene Fellesregjeringen. Da disse 2 Linjer i det 17de Hundredaar fik indført Førstefødsels-
