retten og Udeleligheden for sine slesvigske og holsteinske Besiddelser[1], var da dermed Levningerne af Stændernes aldrig fuldgyldige Valgret ganske borte og den yderligere Udstykning i Hovedsagen hindret. De sønderborgske Hertuger ansaaes for en Sidelinje af den kongelige, der udøvede sine Rettigheder som Ætlinjens Hoved; de kaldtes afdelte eller affundne Herrer og havde kun visse Højhedsrettigheder over sine egne smaa Landstumper; de var lige ind i vort Aarhundrede nogle lidet paaagtede og omtalte Smaaprinser.
Skjønt Schleswigholsteinerne forsøge fra alle mulige Kanter at hente Virke til Bygningen paa sin indbildte Stat, kan det dog heller ikke lykkes dem fra nogen af disse mange Unioner og Forlig at hente virkelige Beviser for Slesvigs statsretlige Adskillelse fra Danmark og Forbindelse med Holstein. Vi har taget dette Stykke med for den historiske Sammenhængs Skyld, da det danner Overgangen til de følgende Begivenheder, og fordi de Arvegangspaastande, som den augustenburgske Linje af det søndenborgske Hus nu er fremkommen med, tildels maa bedømmes efter hine gamle Lensarvefølgeregler.
Neppe var man kommen saavidt, at man havde faat sat Skranker for hine endeløse Delinger, som i Tidens Medfør var foretagne, førend der rejser sig en bitter Strid mellem Hovedlinjerne i Hertugdømmerne. Gottorperne give den gamle Abels-Stammes Historie i ny Udgave. De stræve efter Uafhængighed og Løsrivelse og forene sig til dette Maal med de svenske Konger mod sine Medhertuger og kongelige Lensherrer. De hjelpe Svenskerne at kue Danmark, der igjen oftere har forenet sig med Rusland om at
- ↑ Det af den gottorpske Hertug givne Arvestatut blev bekræftet af Kejseren 1608 for Holsteins, af Kongen af Danmark 1609 for Slesvigs Vedkommende. Dette er en af de mange Prøver paa, hvordan Forskjellen mellem de Lande stadig bevares ogsaa i denne Tid.
