af Hertugdømmet (hvilken Huslov dog aldrig havde hedt „Kongeloven“ og maa være bortfalden ved Kongeloven af 1665), eller endelig at de Sværgende ikke vidste hvad de svor paa (hvilket dog kan vises at være dem tydelig forklaret).
Slesvigerne selv var vel tilfredse med den foregaaede Forandring. Deres saavelsom Kongerigets Beboeres Ro og Velstand vendte tilbage og befestedes, efterhaanden som Delingerne og de dermed altid forbundne Ugrejer og Uroligheder faldt bort. Det viste sig ogsaa nu og i den følgende Tid, hvad der gaar som en Hovedsætning gjennem hele Danmarks ældre og nyere Historie, at Rigets Velfærd og Lykke beror paa den inderligere eller løsere Sammenhæng mellem Slesvig og Moderlandet.
Kongen af Danmark havde ført Krigen mod Sverige og mod den holstein-gottorpske Hertug. Men han gjorde stadig Forskjel mellem dennes Stilling i Slesvig og i Holstein. I det første Hertugdømme skyldte Hertugen endnu, trods den hans Linje tilstaaede Suverænitet, efter Lensretten Kongen af Danmark visse Hensyn, som han brød ved at forene sig med Sverige, hvorfor Hertugdømmets Inddragelse under Kronen ogsaa deri fandt sin Hjemmel. I Holstein var derimod Kongen og Hertugen ganske Sidemænd og stod begge under den tyske Kejsers Lenshøjhed. For sin holsteinske Dels Vedkommende havde Hertugen derfor heller ikke gjort sig skyldig i noget Retsbrud mod Kongen, og Holstein-Gottorperne beholdt ogsaa efter Freden sin Del af Holstein (den kielske).
Slesvigs og navnlig den gottorpske Dels Besiddelse blev under og kort efter Krigen tilsikret Kongen ved de mest bindende Overenskomster med flere Magter, som Preussen (senere Sverig og Østerrig), England og Frankrig. Vestmagterne overtog endog den Forpligtelse altid at komme Danmark tilhjelp med en vis Styrke mod hvilkensomhelst
