Fiende, der vilde gjøre dem den gottorpske Lods Besiddelse stridig. Kun de holstein-kielske (tidligere gottorpske) Hertuger vægrede sig haardnakket ved at samtykke i den nye Tingenes Orden, og da de siden besteg den russiske Kejsertrone, blev Danmarks Besiddelse af Slesvig alvorlig truet. Tvisten blev dog afgjort uden Blodsudgydelse, og ved den endelige Overenskomst af 1773 gjorde den russiske Storfyrste (senere Kejser) Paul Afkald paa sin Æts tidligere Lod af Slesvig, ligesom han overlod den danske Konge sin Del af Holstein mod det oldenburgske Hus’s oprindelige Arvelande i Tyskland, Oldenburg og Delmenhorst, hvilke han siden skjænkede en yngre Sidegren af Gottorperne, som endnu hersker der. Ogsaa ved denne Lejlighed blev Forskjellen mellem Slesvig og Holstein skarpt overholdt, idet han afstod sin paastaaede Ret til Slesvig til Kongen af Danmark og hans rette arvelige Eftermænd, men sine Besiddelser i Holstein, der ansaaes som et tysk Mandslen, alene til den da regjerende danske Konge (Kristian den 7de) og til hans Broder Arveprins Fredrik samt deres mandlige Efterkommere.
I Løbet af det 17de og 18de Aarhundrede havde de danske Konger ligeledes dels ved Kjøb, dels ved Arv erhværvet de Stykker af Hertugdømmerne, hvor de mange sønderborgske Smaahertuger havde øvet en Højhedsret. Af alle disse Linjer blev tilsidst bare 2 tilbage, den augustenburgske og den beckske eller yngre glücksburgske. De Prinser af disse Huse, som endnu blev bosiddende i Slesvig, svor Kongen af Danmark Troskabsed efter Kongelovens Lydende og blev danske Undersaatter og Godsejere. Mens det engang havde ligget i Tidens Medfør, at saadanne Smaaprinser blev forsørgede ved at tildeles Herredømmet over nogle Stykker Land, laa det nu i de forandrede Tidsomstændigheder, at de søgte sin Underholdning dels ved at udstyres med Godser, dels ved Embeder.
