de ulykkeligste Følger, og Staten gik kun ud af disse med de største ydre og indre Tab, der efterlod en Svækkelse, som det skulde mange Aar til at forvinde. Stemningen var derfor i hele den tilbageblevne Del af Staten meget nedtrykt og stod i stærk Modsætning til den Begejstring, som herskede i Tyskland efter Sejeren over Napoleon. Den Vækkelse af den tyske Nasjonalaand, som nu foregik og navnlig spreddes fra Unibersiteterne, og i Sambaand dermed Sværmeriet for Middelalderen, da det tyske Kejserdømme virkelig havde Noget at sige, og for dens romantiske Liv og Indstiftelser fandt ogsaa sin Vej til Hertugdømmerne, ikke alene til det rent tyske Holstein, men ogsaa til Slesvig, hvis allerfleste rige og fornemme Indbyggere nu var Tyskere.
Da Fredrik den 6te i 1815 traadde ind i det tyske Forbund for Holsteins og Lauenburgs Vedkommende (hvorved den gamle Modsætning mellem Slesvig og Holstein altsaa paany fandt sit Udtryk), og da det i Forbundets Grundlove blev foreskrevet, at alle Forbundslande skulde have stænderske Forfatninger, forsaavidt saadanne ikke allerede bestod i anerkjendt Kraft, nyttede Ridderskabet dette Tilsagn og hin tyske nasjonale Stemning til et Forsøg paa i egen Interesse at faa den gamle Stænderforfatning gjenindført. Det indgav ved den bestandige Deputasjons Sekretær, Professor Dahlmann i Kiel, den nyere Schleswigholsteinismes Fader, i de nærmest følgende Aar det ene Bønskrift og Klageskrift efter det andet til Fredrik den 6te. Dahlmann søgte heri at paavise, at Ridderskabets sociale Forbindelse og Bekræftelsen af denne samt af dets Standsprivilegier skulde indeholde en Anerkjendelse fra Kongernes Side af de gamle Landsprivilegier (eller Landsfriheder som han omskrev Ordet) eller af Hertugdømmernes Stilling som en egen og uadskillelig Stat, og fordrede i Kraft heraf og af Bestemmelsen i Forbundsakten om Beva-
