bruge Historien for af egennyttige Grunde at grave det Døde op af Jorden. Holsteinerne havde som ethvært andet Folk Krav paa i Tidens Fylde selv at kunne styre sine Anliggender under en fri Forfatning; men de havde ikke Ret til en bestemt, forlængst afskaffet Forfatning. Det norske Folk havde i 1814 en naturlig Ret til at give sig sin frisindede Grundlov; men Ingen faldt paa, at denne Ret grundede sig paa den hensmuldrede Lagthings-Indstiftelse, eller at denne atter skulde kunne kaldes tillive, og da det danske Folk i 1849 fik sin fri Grundlov, var dette beller ikke i Kraft af den i 1560 henvejrede Stænderforfatning.
Men dengang havde den schleswigholsteinske Skoles historiske Anskuelser og Erobrings- og Sjømagtslysten endnu ikke bedaaret Tyskerne og vakt deres folkelige Lidenskaber; dengang havde de tyske Fyrster endnu ikke lært at bortlede Folkets Krav paa Forbedring i de indre Tilstande ved at stemme med i det schleswigholsteinske Skrig; dengang kunde de derfor endnu give en uafhængig Kjendelse.
Det Røre, som Ridderskabet havde vakt, døde snart hen, og den nye, mere folkelige, schleswigholsteinske Bevægelse efter den franske Juli-Revolusjon af 1830 fik heller ikke for det Første nogen videre Betydning.
Da Fredrik den 6te i Aarene 1831 og 1834 gjorde et Skridt til at imødekomme Tidens Krav ved at indføre raadgivende Provinsialstænderforsamlinger, fornegtede han ogsaa fremdeles den schleswigholsteinske Lære ved at give Holstein og Slesvig hvær sin særskilte Stænderforsamling, som rigtignok (skjønt ingenlunde i schleswigholsteinske Øjemed) var saa aristokratisk sammensat, at de tyske Godsejere og Embedsmænd med deres Tilhæng fik en afgjørende Overvegt i den slesvigske Forsamling. Samtidig begik han en stor politisk Fejl ved af Hensyn til Tyskerne ogsaa at indføre 2 Stænderforsamlinger for
