det egentlige Kongerige en for Østifterne og en for Nørrejylland.
Endnu havde den schleswigholsteinske Lære saa lidet trængt igjennem hos Kongen af Danmarks tyske Undersaatter, at man i de første Stænderforsamlinger altid talte om Samstaten, den danske Stat o. s. v. og ikke havde nogen Tanke om Hertugdømmerne som særskilte Stater, og at det vakte Anstød, da nogle af Partiets Ledere endel Aar senere saa smaat begyndte at slaa paa denne Streng. Først i Aarene omkring 1840, da det blev mere og mere klart, at det regjerende Kongehus eller Fredrik den Tredjes Mandsstamme vilde uddø, og da de ærgjærrige og æreløse augustenburgske Prinser begyndte at fiske i rørte Vande, og derfor baade sluttede sig til Ridderskabet og pustede til den fornyede tyske Nasjonalbevægelse, som fik større Næring i Hertugdømmerne ved de begyndende Rivninger mellem den danske og den tyske Folkelighed i Slesvig – først da hævede det schleswigholsteinske Parti, som imens var blevet fuldt udviklet og havde forplantet sin Lære blandt Størstedelen af Statens tysktalende Borgere og saagodtsom over hele Tyskland, atter mere og mere dristigen Hovedet, og i Revolusjonsaaret 1848 kunde det endelig for en kort Tid med Tysklands Hjelp faa sat sine nu utilhyllede Paastande igjennem, at faa Slesvig indlemmet i det tyske Forbund, sammenkalde en schleswigholsteinsk Landsforsamling og vedtage en schleswigholsteinsk Statsgrundlov.
Ligesom Fordringen om en felles schlesvigholsteinst Landdag og den derpaa byggede Lære om Ret til en politisk Forening mellem Hertugdømmerne saaledes vil sees at være fuldkommen grundløs, saaledes gjelder det Samme ogsaa om Fellesskabet i Bestyrelse. Denne skulde jo ligeledes efter Landsprivilegierne netop være særskilt for hvært af de 2 Lande. Men Delingerne maatte ogsaa i denne Henseende nu og da fremkalde Forviklinger. De Stykker
