som hvær af de mange Hertuger alene herskede over, kunde ikke godt styres i Fellesskab med de øvrige Deler af hvært Hertugdømme. Omskiftelserne maatte lede til idelige Forandringer i Styrelsessæt. Naar en Hertug havde et lidet Stykke Land i Slesvig og et lidet i Holstein, overholdt han derfor just ikke Forskjellen mellem disse Deler saa nøje, men styrede dem for Bekvemmeligheds Skyld ofte underett. Men en saadan felles Bestyrelse berodde alene paa hans vilkaarlige Godtykke og var en rent administrativ Forholdsregel, der, som det ogsaa virkelig gik, lige saa let kunde gjøres om igjen. At Regenterne, baade Hertugerne slet og ret og de danske Konger af det oldenburgske Hus, var Tyskere og ikke havde nogen Tanke eller Følelse for den indfødde og overvejende danske Folkelighed i Slesvig, men stadig brugte tyske Embedsmænd, dels fra Holstein og af de tyske Familier i Slesvig, dels indkaldte fra alle Kanter af Tyskland, maatte gjøre de mange Sammen- og Omkomplinger saa meget lettere. Da Landsprivilegierne som oftere forklaret ikke tilsigtede noget administrativt Fellesskab, kunde forøvrigt deres paafølgende felles Bekræftelse af Kongerne indtil Kristian den 5te allermindst retlig grunde noget saadant i Tider, da Landene netop administrativt var adskilte i flere Stykker.
Naar man i hine Tider vil tale om noget administrativt Fellesskab, da møde vi igjen Ridderskabet med Fellesdistriktet. For dette var det aftalt mellem de 2 regjerende Hovedlinjer at have en felles Regjering, lige- som der blev oprettet en felles Landskasse til at bestride Udgifterne ved Hertugdømmernes Forsvar. Denne faldt dog bort netop paa Forlangende af Gottorperne, Datidens Schleswigholsteinerne, hvis Tragten var Løsrivelse fra Danmark, men ingenlunde Opretholdelsen af et udelt Schleswig-Holstein, og de 2 Huse blev enige om at dele Indtægterne af Fellesdistrikterne lige. Om disse
