Distrikters felles Regjering var det endvidere aftalt, at hvær af de 2 Fyrster skulde regjere 1 Aar ad Gangen. Men dette kunde ikke gaa godt. Denne saakaldte „Kommunion“ blev paa mange Maader krænket, og det fornemmelig af Gottorperne, som for at blive des mere uafhængige ønskede Adskillelsen, mens Kongerne for at have lidt Tag i det Hele som oftest holdt paa den. Efter mangfoldige Kranglerier blev det endelig ved den travendalske Fred 1700 bestemt, at Fellesskabet skulde aldeles ophøre, og Delingen blev straks udført for de Fellesdistriktet tilliggende Byers og Landdistrikters Vedkommende med Undtagelse af Ridderskabet og Klostrene om hvis Deling nærmere Aftale blev forbeholdt, men endnu ikke var truffen ved Krigens fornyede Udbrud og Slesvigs paafølgende Indlemmelse i Danmarks Krone. Vilde Nogen end mod al Ret paastaa, at det her omhandlede ufuldkomne Fellesskab nogensinde var hjemlet ved statsretligt Fordrag, saa var det ialfald nu, statsretlig taget, fuldstændig og gyldig ophævet.
Fellesskabet i Hertugdømmernes Bestyrelse havde derfor intetsomhelst retligt Grundlag. Saaledes som det inden Oprøret i 1848 bestod, havde det udviklet sig i Forbindelse med den efterhaanden fastere danske Helstats Bestyrelse og ganske afhængig af Enevoldsherskernes Forgodtbefindende. Det var fra omkring Midten af det 17de Hundredaar, at den administrative Ordning i den nyere Tids Forstand var opstaaet og uddannet. De til Adelens Bestyrelse overdragne Len blev inddragne og Amter oprettede, og i Kjøbenhavn blev Regjeringskontorene (Departementerne) omdannede efter hin Tids Mønstre. Statens indre An- liggender blev forvaltede gjennem 2 Kansellier, det danske for Danmark (og Norge), det tyske for den Del, Kongen besad af Hertugdømmerne.[1] Men det at
- ↑ Skulde Privilegierne haft forbindende Kraft, saa maatte denne nye Ordning have været ugyldig; for efter hine skulde Lands-
