uden stærke og tvingende Grunde at røre ved det Tilvante og at løsne de Baand, som nu engang havde dannet sig mellem Hertugdømmernes fornemste Indbyggere, hvorfor de ogsaa (dog som en ren Naadeshandling) tilstod Ridderskabet dets sociale Forbindelse. Men for dette kongelige Hovmod, som tænkte, at med et Kongeord om Indlemmelsen og Magternes Garanti var den hellige Grav vel forvaret, har det danske Folk dyrt maattet bøde. Der mangler forresten ikke Vidnesbyrd ogsaa fra den nærmest følgende Tid og lige til det sidste Øjeblik for, at de danske Konger fuldtvel forstod Danmarks Riges Ret og vidste, naar det gjaldt, at hevde den og gjøre bestemt statsretlig Forskjel mellem Slesvig og Holstein; men for det danske Folks Ret har alle de oldenburgske Konger omfram den Sidste været saagodtsom blinde.
Den Bestyrelsesmaade, som nu gjaldt, holdt sig med enkelte Afændringer, som forandrede Tidsomstændigheder medførte, lige til forrige Oprørskrig. De Deler af Slesvig og Holstein som Danmark efter 1721 vandt, blev altsaa lagte under det tyske Kanselli, og efter Lauenburgs Erhværvelse forenedes tillige Bestyrelsen af dette Lands indre Sager dermed, hvorefter dette Kanselli fik Navn af det schleswig-holstein-lauenburgske. Heri ligger et nyt Vidnesbyrd om, at der aldrig har været noget schleswig-holsteinsk Kanselli og en med dette Navn sammenhængende Ret til felles Bestyrelse. For selv i Tyskland maa saagodtsom Alle indrømme, at Lauenburg tilhører den danske Krone og slet ikke staar i noget særligt statsretligt Forhold til Slesvig eller Holstein.
Vi har flere Ganger bemærket, at det var Hertugdømmernes indre Sager, som styredes af et felles Regjeringskollegium i Kjøbenhavn. De Sager, som her behandledes eller forbereddes jevnsides med de tilsvarende Sager i det danske Kanselli for Kongeriget Danmark (og
