263
med og inddrukne af tysk Væsen i endnu højere Mon end i Kongeriget, og her gjaldt det i en ganske anden Forstand og det næsten lige til de sidste Snes Aar, at alt Fornemt og Velbaarent var tysk, for hvilket det Danske maatte bøje sig og krybe i Støvet.
Det danske Folk i Sønderjylland har altsaa ret maattet tømme Lidelsens og Ydmygelsens Kalk; det har været og er en Smertens Søn blandt de nordiske Stammer, deres Benjamin. Det burde derfor i sær Grad kunne gjøre Regning paa deres Kjærlighed, paa deres Hjelp.
Men gives der da endnu et dansk Folk i Sønderjylland? Man kunde fristes til at opkaste dette Spørsmaal; – vist er det, at dersom det endnu har holdt sig efter en saadan Medfart, maa det have været meget sejgt og udholdende, have holdt med Inderlighed fast ved sit forhaanede, under Fødder trampede Landsmaal, og saa har dette virkelig været Folkets og Landets ægte, naturlige og oprindelige.
Lad os da høre enkelte Vidnesbyrd blandt de mangfoldige fra Tiden efter Reformasjonen.
Den bekjendte, troværdige Forfatter Dankwerth siger i sin 1652 udkomne tyske „Landsbeskrivelse“. „Nutildags lever i dette Hertugdømme Danske eller Jyder, Saksere og Frisere. Jyderne besidde den største Del, da alle Indbyggere mellem Kolding og Byen Slesvig er Jyder eller danske Folk, som tale Dansk undtagen i Flensborg, hvor Dansk og Tysk er blandede.“ Byen Slesvig, tilføjer han, ligesom det søndenfor liggende Land er fornemmelig bygd af Saksere, der ligesom paa Øen Femern tale Plattysk. Halvøen Svansø var derimod endnu Dansk.
En højt anset tysk Forfatter, Gebhardi, skrev 1770 i sin „Danmarks Historie“: „I Byen Slesvig og søndenfor en ret Linje herfra til Husum er det danske Sprog ganske ukjendt og ude af Brug;“ men, lægger han til, alle-
