Budene, Intet vidste om Synden, om Kristus og hans Forløsningsværk, men alligevel gik i Kirke, til Skrifte og til Alters uden at forstaa Noget af den tyske Tjeneste.
En anden Prest i disse Tider, en Pommerink ved Navn Fischer, tiltalte derimod sin dansk-angelske Menighed saaledes „Har jeg ikke villet lære eder, Djevelspak og Helvedesbrande! at tale Tysk. Men hvad hjelper det? Dette Djevelspak bliver bestandig ved sit gale danske Sprog, hjemme, indbyrdes og allesteds.“
Mange var vistnok opmærksomme paa dette Onde, som strakte sig over hele Angel og det øvrige Mellemslesvig, Kjøbstæderne og enkelte Sogne af Nordslesvig. Men saa stor var hos de Styrende i dette danske Land, endog efter dets fornyede Indlemmelse i „Danmarks Krone,“ Agtelsen for det fremmede Maal og Fordommen om dets større Hellighed til Brug ved Gudstjenesten at man ikke faldt paa den simple Udvej at ansætte danske Prester, men tænkte at afhjelpe Ondet ved at tvinge Almuen til at lære de fremmede Embedsmænds Sprog og derfor bød Skolelærerne at undervise paa Tysk. Men Skolelærerne forstod almindelig selv ikke andet end de Indføddes Tungemaal, og dette Bud kunde derfor ikke nytte. I sin Fortvilelse foreslog en Provst i Angel 1738 herefter kun at beskikke Skolelærere som ikke forstod Dansk.
Dette Forslag fremkom 3 Aar, efterat en Slesviger, U. Petersen, i en Bog havde meddelt, at man endnu taler Dansk i den nordlige Del af Byen Slesvig og paa Landet lige ned til Dannevirke!
Skjønt selv næsten ganske tysk og lidet fortrolig med sit Folk, ynkedes dog Kong Kristian den Sjette, der var en ivrig Kristen, over de danske Slesvigeres kristelige Vankundighed. Efter fra sine Embedsmænd (NB. Tyskere!) at have indhentet Erklæringer om Landsmaalet, som efter disse vistnok var dansk i hele det omhandlede Strøg, befalede han
