forbudt Skolelærerne at tale et dansk Ord i Skolerne; om Børnene ikke forstod hvad der stod i den tyske Katekisme og ikke kunde gjøre sig forstaaelige paa Tysk, maatte Lærerne dog ikke forklare dem Indholdet paa Dansk.
I en ny Indberetning fra 1777 melder Struensee, at i de Sogne i Tønders Provsti, hvor Kirke- og Skolesproget endnu var Dansk, havde Børnene en god Kristendomskunskab, mens det stod maadelig til dermed i den større Del af Provstiet, hvor Tysken var indført, og hvor navnlig Kvinfolkene slet ikke forstod Tysk. Men man vilde ikke se den Lærdom, som maatte ligge i denne Kjendsgjærning. Struensee søgte Fejlen i, at den „fortræffelige Anordning“ af 1761 ikke var tilstrækkelig gjennemført, og fik den atter skjærpet. 1779 var det endog alvorlig paa Bane at indføre Tysk som Undervisningssprog over hele Slesvig, og Sagen faldt alene hen af den Grund, at man ikke vidste at skaffe Lærere dertil. Det kunde da ikke ventes, at Provsten Fabricius i Tønder skulde faa Fremgang med det Forslag, han 1780 fremsatte om atter efterhaanden at indføre Dansk, hvor det var Folkets Maal, skjønt selve Struensee denne Gang fra Først af var gunstig stemt derfor.
Det danske Sprog havde hidtil haft en Beskyttelse i Skolemesternes Ukyndighed i det Tyske. Men 1786 faldt ogsaa denne Skranke bort, da der for Hertugdømmet blev oprettet et Skolelærerseminarium i Tønder, hvor Undervisningen alene var tysk. De Lærere, som gik ud fra denne Anstalt, drev Fortyskningen med en altfor sørgelig Nidkjærhed og bankede Børnene, om de talte sit danske Modersmaal enten i eller udenfor Skoleværelset. Forældrene blev tilholdt at tale Plattysk med Børnene.
Da Loven om Indfødsretten, som forbeholdt Statens Embeder for Danske (indbefattet Slesvigere), Norske og Holsteinere, udkom 1774, blev vel en Bom sat for den
