Imens begyndte det dog hos Statens øverste Styrer
at gaa mere og mere op, at det var noget Galt ved den
Behandling, de danske Sønderjyder led. Fredrik den Sjette
havde under sit Ophold i Hertugdømmerne under de krigerske
Forhold i Begyndelsen af Aarhundredet set, at der trængtes
til en Forandring. Ved forskjellige Kongebud fra Aarene
1807 til 1820 blev det bestemt, at Lovene skulde have en
dansk Oversættelse ved Siden af den tyske Affattelse, at en
Professor i Dansk skulde ansættes i Kiel, at Alle, som
søgte Embeder i Hertugdømmerne, skulde kunne læse og
skrive Dansk, og at danske Seminarister kunde ansættes i
Slesvig.
Det var kun Lidet, som herved blev udrettet, og enkelte af disse Bud, saasom det om Embedsmændenes Kyndighed i Dansk, blev, som man siden fik se, kun daarlig overholdte. Vigtigere havde det været, om Kongen havde gjennemført sin Befaling af 1819 om, at der, hvor Folket taler Dansk, skulde dette Sprog bruges i Kirken og Skolen.
Men atter skulde man gaa den lange Erklæringernes Vej og spørge de tyske Embedsmænd ad. Disse svarede vel, at Sproget i Angel og det øvrige Mellemslesvig var Dansk, men kom tillige som i Kristian den Sjettes Tid med saadanne Indvendinger som, at det var et andet Sprog end det egentlige Danske, hvilket Indbyggerne vist ikke vilde forstaa – Indvendinger hvis Grundløshed den nyere Tid har godtgjort, idet Danske, som nu har begyndt at underkaste Folkemaalet i Angel o. s. v. en videnskabelig Behandling, har paavist, at det er rent og godt Jydsk, som derhos under den lange Afsondring fra Sprogudviklingen i Kongeriget har beholdt en Mængde gamle nordiske Ord, hvilke Skriftsproget har mistet. Embedsmændene i det tyske Kanselli havde dog ikke Lyst til at indskrænke Tyskheden, – de henlagde egenmægtig Sagen, og naar Kongen sommetider
