I 1849 indgav en Biernatzki i Altona, som ogsaa
har udgivet et Sprogkaart over Slesvig, til det tyske Rigsparlament
i Frankfurt en Forestilling om Befolkningsforholdene
i Slesvig. Den i Gotha, den tyske Nasjonalbevægelses
Hjem, udkommende, for Diplomater o. s. v.
bestemte Almanak har nyttet hans Opgivelser med forholdsvist
Tillæg for den sidste Tælling. Efter denne skulde
der være 33,000 Frisere, 146,500 Tyskere, 135,000 Danske
og 85,000 Blandede.
Geertz og Allen er enige om at sætte Frisernes Tal til omtrent 25,000 og de Blandedes til omtr. 86,000. Derimod angiver den Første de Tyskes Tal til 148,090, de Danskes til 150,000, Allen derimod henholdsvis 122,000 og 177,000. Nyere Danske gaar endnu videre og regne 230,000 Danske, 150,000 Tyskere og 30,000 Frisere. Her har man altsaa delt de Blandede mellem begge Hovedstammer. Hvilken af disse der skal have Overvegten, kommer an paa det vanskelige Spørsmaal, hvordan Sprogene i Regjeringens Blandingsdistrikt er fordelte. Men da man baade efter Allens og Geertz’s Kaarter tør antage, at Flerheden her er dansk, kan man vist ved at dele paa denne Maade med Tryghed sige, at efter alle hine Opgaver, selv Biernatzkis, maa den danske være den talrigeste af Landets Stammer, og man fejler neppe heller ved at sige, at mere end Halvdelen af Indbyggerne er danske[1].
Der kan efter alt dette ikke være nogen Tvil om, at Tillisch’s Sprogordning i det Store taget var retfærdig og gav Tyskerne, som er de Fremmede og Indflyttede i Landet, altid har levet der under dansk Landshøjhed og ikke med et Gran af Ret kan forlange, at den oprindelige Befolkning ogsaa herefter altid skal danse efter deres Pibe,
- ↑ Endog den tyske Prest Otzen, Præsident i de senere slesvigske Stænderforsamlinger, regner 2⁄3 af Befolkningen for dansktalende.
