al den Ret, som de noget Skin af Føje kunde forlange. Den har ogsaa i det Store taget siden baaret god Frugt, og bedre vilde det have gaat, hvis de tyske Regjeringer og deres Undersaatter havde villet finde sig i Billighed. Men de har netop med Forsæt altid holdt Saaret aabent og ikke villet lade det af Partierne ophidsede Folk komme til Ro. I Nordslesvig, hvor Almuen i det Store taget er mere dansksindet end maaske noget andet Sted i Riget, tog man vel mod Ordningen, skjønt man ogsaa der syntes, at man havde faat for Lidt. I Sydslesvig (hvor der dog ikke blev rørt ved det Tyske), Holstein og hele Tyskland blev den modtagen med Haan og Trods og i Mellemslesvig med meget blandede Følelser. Her begyndte en forbitret Kamp. Endog dansktalende Folk, som var blevne inddragne i det lange Oprør, sluttede sig til Regjeringens Fiender, de Fornemme i Landet, Tyskerne, for at modarbejde dens Anordninger. Sjelden er større Iver og Dygtighed udfoldet for en Sag end her fra Schleswigholsteinernes Side. Der blev indgaat Foreninger om ikke at gaa i Kirken, naar der holdtes dansk Gudstjeneste. Man lagde sig paa Lur efter de Smaafolk, som gjærne vilde høre Guds Ord i sit danske Modersmaal, og truede dem med at berøve dem deres Næring, dersom de ikke gik med de Store. Over hele Tyskland gjenlød Jammerskriget over, at den danske Regjering vilde berøve et tysk Folk dets Kristendom og Dannelse. Opviglere gjennemreiste Landet paa Kryds og Tværs, holdt Bevægelsen vedlige og fyldte Tyskland med løgnagtige Historier. Styrelsen lod en af de værste blandt disse Urostiftere, Gustav Rasch fra Berlin, tiltale for ærerørige Beskyldninger mod en Prest og godtgjorde ved Thingsvidner, at han for med Løgn; men dette var ligeoverfor Tyskerne som at skvette Vand paa Gaasen.
Det være langt fra os at negte, at der kan være be-
