Naar vi til alt det Anførte lægger, at Personsnavnene
(Fornavnene) i Slesvig endnu er de samme som i Danmark
(og altsaa omtrent som i de andre nordiske Lande),
Skikke og Sæder er nordiske, Bygningsmaaden den i
Danmark sedvanlige lige ned imod Dannevirke o. s. v. –
saa tør vi haabe, at det er godtgjort, at Slesvig efter
sin Historie, Statsret og Nasjonalitet er et
skandinavisk Land, og at Tyskernes Forsøg paa
dets Løsrivelse er aldeles uberettiget.
Der kan have lagt sig en tysk Fernis eller Skorpe hist og her over det oprindelige danske Lag; men dette stikker over den allerstørste Del af Landet endnu og mere og mere op i Dagen. De tyske Herremænd og Borgere faar dog engang stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvad Land de er komne ind i; de faar slutte sig til Folket, om de vil blive i Landet. Bergen var jo engang en tysk hanseatisk By; men ingen Normand vil sige, at det ikke var i sin Orden, at den tyske Borger efterhaanden blev norsk. Det er overalt Massen af Folket, den store, menige Almue, som bestemmer dets Nasjonalitet; Stormændene har ingen Rod i Landet uden ved at gaa Haand i Haand med den.
Vi har nu, haabe vi, i det Væsentlige løst den Opgave, vi havde stillet os, og vi kan da fatte os i større Korthed om de nyere politiske Tildragelser som tør forudsættes at være de fleste Læsere nogenlunde bekjendte.
til at kjende igjen, og de, som nu har den Fornøjelse at bære slige Navne, finde ofte Fornøjelsen helt tarvelig men har ikke saa let for at skille sig ved det fremmede Paahæng. Og dette fortsæites den Dag idag. Saa mangen skikkelig norsk Bondemand spekulerer endnu, naar han vil gjøre sit Gaardsnavn til Familjenavn, paa, hvordan han som bedst skal faa spjaaket det ud med det tyske W for V (Tyskerne har god Grund til at skrive W, da de bruge V for F), ch for k o. s. v. De Dannede synes nu endelig at være enige om, at saadan Unaturlighed er styg og smagløs.
