Side:Folkevennen 1864.djvu/296

290

Schleswigholsteinerne tog, som alt bemærket, til Grundlag for sin Lære den Paastand, at Hertugdømmerne var uafhængige, indbyrdes uadskillelig forbundne Stater med en særskilt Arvefølge som gik i Arv efter Førstefødselsretten i Kristian den Førstes Mandsstamme. Var denne Lære sand, saa kunde Augustenburgerne vistnok, naar Fredrik den Tredjes Mandsstamme uddøde, paa en Vis have haft den nærmeste Arveret til disse Lande. Den danske Regjering søgte forgjeves at berolige Stemningen ved Kristian den Aattendes aabne Brev af 8de Juli 1846, hvori det blev udtalt, at det efter de omhygggeligste Undersøgelser var bragt paa det Rene, at Slesvig havde samme Arvefølge som Kongeriget, og at der vistnok herskede Tvil for visse Deler af Holstein, men at Kongen haabede ved Underhandlinger at faa en felles Arvegang ogsaa for hele dette Hertugdømme i Forbindelse med den øvrige Del af Staten anerkjendt. Regjeringen gik nemlig ud fra, at enkelte Stykker af dette Hertugdømme som den regjerende Familjes Allodier, som de i Lensrettens Sprog kaldtes, maatte ansees som den kongelige Familjes Ejendom og altid følge dens Arveregler, og at dette ligesaa var Tilfældet med de Deler af Hertugdømmet som den kongelige Linje under Delingerne havde besiddet, og de Stykker, den havde erhværvet fra de sønderborgske Linjer. Tvilen skrev sig derimod fra, at det russiske Kejserhus alene havde afstaat sin Del af Holstein til Fordel for Fredrik den Femtes mandlige Efterkommere, og det var da et Spørsmaal, om det megtige russiske Kejserhus endnu havde nogen mulig fremtidig Ret til disse Besiddelser efterat den danske Regjering efter det tyske Riges Opløsning i 1806 havde samlet de forskjellige Deler af Holstein til et eneste Hertugdømme Holstein og indlemmet dette i den danske Stat som „en uadskilt Del“ af samme, eller om ikke fra nu af i Henhold til Kongeloven dennes Arvefølge gjaldt for hele Hertugdømmet, hvilket den, om ikke før,