saa dog fra 1806 utvilsomt gjorde for dets andre Delers Vedkommende. Uagtet Kongen tillige i samme aabne Brev erklærede, at han ikke havde til Hensigt at ophæve den bestaaende Forbindelse mellem Slesvig og Holstein (han erkjendte intet statsretlig bindende Fellesskab), vakte Kungjørelsen dog den største Forbitrelse hos det schleswigholsteinske Parti, som vilde se hele sin kunstige Bygning falde sammen, om en felles Arvefølge kunde blive godkjendt for hele den danske Stat. De holsteinske Stænder klagede til den tyske Forbundsdag, og den slesvigske Stænderforsamling (hvor det danske Mindretal ikke afgav Møde) forlangte med Heftighed Indlemmelsen i det tyske Forbund. De Forklaringer, som den danske Styrelse nu gav Forbundsdagen, og dennes paafølgende Beslutning var vel i og for sig selv ikke af nogen Betydning; men de blev farlige for Fremtiden fordi de gav Tyskland et Paaskud til at blande sig i den danske Stats indre Anliggender for at paase den Ret, Holstein paastod at have til Forbindelse med Slesvig.
Fra denne Tid traadde vistnok som alt berørt Styrelsen kraftigere op mod de statsopløsende Rørelser; men den var endnu meget hildet i de nedarvede tyske og helstatlige Anskuelser, saa ikke klart den Fare, som gjennem Holstein truede Rigets Uafhængighed og havde ingen Tro paa Frihedens og den danske Folkeligheds forbindende og sejrende Kraft. Da Kristian den Aattende døde, havde han endnu ikke tilvejebragt nogen fast og anerkjendt Ordning, men dog forberedt Indførelsen af en friere Forfatning. Han efterlod sin Søn Fredrik den Syvende Udkast til en, skjønt temmelig beklippet, dog konstitusjonel Helstatsforfatning. Denne tog ved Arven og kungjorde Udkastet den 28de Januar 1848. Han erklærede tillige at heller ikke han agtede at løse den bestaaende Forbindelse mellem Slesvig og Holstein. Kungjørelsen tilfredsstillede ingen af Parterne. De Danske i Kongeriget fandt sig krænkede ved, at den
