opstillede 2 Hoveddeler af Staten, Kongeriget og Hertugdømmerne, og gav hvær af disse lige mange Repræsentanter, saa at 3 Indbyggere i Hertugdømmerne kom til at veje lige saa meget som 5 i Kongeriget, og Schleswigholsteinerne var endnu mere forbitrede, da en dansk Helstat med felles Arvefølge saa højligen stod deres ønsker imod.
Imidlertid udbrød den franske Februarrevolusjon. Denne forplantede sig over hele Tyskland. Overalt maatte Fyrsterne give efter for Folkets Krav, indføre større Frihed og give sit Samtykke til Sammenkaldelsen af et tysk Parlament i Frankfurt, der skulde vedtage en ny felles Rigsgrundlov, hvorved det tyske Statsforbund skulde omskabes til en Forbundsstat. Men ved Siden af Friheds- og Enhedsbevægelsen gik ogsaa den nasjonale. Og i mange Aar havde et tysk Schleswigholstein staat i første Række blandt Tyskernes nasjonale Drømmerier.
Schleswigholsteinerne holdt Møder, hvor de i høje Toner forlangte Schleswigholsteins Oprettelse og Deltagelse i det nye tyske Statsliv. Et Sendelag fra deres Stænderdeputerede gik til Kjøbenhavn for at aftvinge Kongen disse uforskammede Fordringer. Fredrik den 7de sluttede sig imidlertid sammen med sit danske Folk om at redde Danmarks Rige mod Tyskernes Overgreb. Han gav de schleswigholsteinske Herrer (24de Mars) det Svar, at han hværken havde Vilje eller Magt til at løsrive det danske Kronland Slesvig fra Riget og lade det indlemmes i Tyskland. Det var derimod hans Agt at give sit Rige (Danmark og Slesvig) en felles fri Forfatning med Bibehold af Slesvigs gamle Provinsselvstændighed, hvorfor Hertugdømmmet skulde faa en egen Landdag og Styrelse for sine indre Anliggender. Men de tyske Hertugdømmer vilde han gjærne unde Deltagelsen i Tysklands nye nasjonale og politiske Liv.
